4.Dag

 Mandag D. 22 Marts 1993

Kørestrækning: San Francisco RV Park – Yosemite National Park

Miles/kilometer:191/306

 

 Vi er igen tidligt på benene.

Klokken 6 er vi oppe, vi bader og før morgenmad, inden vi tømmer camperens tanke og fylder frisk vand på drikkevandstanken.

Camperen er så smart indrettet, at den under kørsel kan tære af friskmandstanken, og med fast standplads kan der tilsluttes by vand direkte. For at beskytte rørene mod det høje vandtryk fra bynettet, er der på slangen monteret en regulator, der mindsker vandtrykket. Camperens friskvandstank er i bunden forsynet med en tømmehane, hanen er ført ud på siden af camperen. På vores standplads er der en vandhane med 3/4″ gevind.

I jordhøjde er der en 3″ rør studs med skruelåg til tanktømning, den medfølgende 3” slange passer ned i hullet. Både spildevandstanken og kloaktanken har fælles afløb gennem en 3”

afløbsstuds der sidder på venstre side, under camperen. Begge tanke har egen hane der fører til afløbet. Hvis man vil tømme tankene, skal man huske at tømme kloaktanken først, og herefter spildevandstanken. Herved slipper man for at skulle skylle slangen ren for toiletaffald, inden den lægges på plads i holderen. Holdere er et stort rør bag på den bagerste kofanger.

Alt imens jeg klargør camperen er Ida beskæftiget med tøjvask. Campingpladsen har eget vaskeri, med mange store vaskemaskiner og endnu større tørretumlere. En maskinvask koster 5 Quarters (en Quarters er 25 cents) eller det der ligner 7,75 kr. En gang tørretumling koster 25 cent (1,55 kr.).

Inden vi forlader pladsen ringer jeg hjem til min mor, for at se hvordan det går, hun var nok den der var mest bekymret da vi tog af sted. At ringe i USA er noget af en oplevelse. De kan næsten følge med Italien. Her drejer det sig om at have mindst 20 $ stående klar i quarters. Man indtaster 01 45 plus det nummer man ønsker at få fat i Danmark. Så melder operatøren sig og meddeler at man skal putte 3 $ i automaten. Herefter kan man næsten høre hvordan forbindelsen bliver etableret, der knaser og braser i røret. Hvis jeg ikke var blevet overbevist om at amerikanerne for næsten 25 år siden sendte folk til månen, ville jeg efter kontakten med deres telefonvæsen, have svoret på at det var løgn.

Endelig var kontakten til Danmark etableret, og min mor meldte sig i den anden ende, så var den væk igen og operatøren ville have 3 dollar igen, forbindelsen kom igen og vi kunne snakke et kort øjeblik, så ville hun have 3 $ igen.

Da vi var færdige var mine 20 $ væk, og jeg hængte røret på plads. Da jeg var på vej væk fra telefonen ringede den, jeg troede det var en joke, men gik hen og tog den. Det var hende operatøren, der ville have 3,80 $ mere, så jeg måtte ind i butikken og veksle.

Jeg havde godt nok sikret med hjemmefra med et Telecom AT & T telefonkort, men hvad hjalp det, vi havde kun set 2 korttelefoner indtil nu, og det var ved ankomsten i lufthavnen, og de virkede ikke på mit kort, ej heller med Dankort/Visa.

Nå vi kom da over mødet med Pacific Bell’s telefonboks, og startede camperen klokken 09.40 med den hensigt at forlade San Francisco via San Matteo broen, der ligger nede syd for lufthavnen, så vi skulle først finde  den del af byen hvor FreeWay 101S begyndte.

Det viste sig at det var ikke mange hundrede meter fra campingpladsen, og vi fandt den hurtigt.

San Matteo broen er en af de 4 broer der krydser San Francisco bugten. Broen er den næst længste med 13 mil eller 21 kme., og står i starten på lave pæle. Midt på bliver pælene så højere for at kunne give skibsfarten mulighed for at sejle under, og på det sidste stykke står den igen på lave pæle, næsten nede i højde med havoverfladen.

Det er vor agt inden mørket falder på at nå frem til YOSEMITE NATIONALPARKEN, der ligger i SIERRA NEVADA bjergene, i det østlige Californien. Turen går via Interstate Highway 580E og 205E til US Highway 120E der går lige til parken.

Turen går gennem meget smukke landskaber, og efter hånden stiger terrænet. Vi kommer igennem et bakket område hvor der står vindmøller overalt, her holder vi en rast ved middagstid. Mellem bakkerne går der en lille dal, og i bunden af denne dal er der en stor revne i jorden. Det ser ud som om jorden er forskubbet, om det er San Andreas Spalten kan vi ikke bedømme og der er ikke opsat nogen skilte.

Området er overalt fyldt med store appelsin- og citrusplantager. Der ligger hist og her butikker der sælger varerne direkte ud til vejen. Vi standser ved en af dem, og køber en pose appelsiner og en pose med noget honningristet popkorn blandet med mandler.

Appelsinerne smager fantastisk, jeg spiser normalt ikke appelsiner, da det første stykke altid smager rædselsfuldt. Disse ser indbydende ud, og skal smages. De har ikke denne afskrækkende smag, men smager derimod som mandariner. Posen holder ikke ret længe. De honningristede popkorn med mandler smager også godt, og posen er tømt inden aften.

Vi raster næste gang ved BIG OAK FLAT, ved en opdæmmet sø ved foden af SIERRA NEVADA, vi kan i det fjerne se de sne belagte bjergtoppe inde i YOSEMITE.

Vi tanker camperen op inden vi kører videre mod parken.

Vi har nu kørt 348,5 mil eller 561 km.

Der går kun tre veje op til YOSEMITE, og heraf går kun de to ind i parken. De er på et langt stykke ensrettet, således at den nordlige går ind, og den sydlige ud af parken. Parken ligger meget højt oppe i bjergene, og indgangen ligger endnu højere, og her ligger der endnu sne. Klokken 19.00 når vi indgangen og så går det lidt nedad. I det fjerne kan vi se parken, med alle dens store bjergsider og mange vandfald.

Parken er her kun en dal der ender oppe ved YOSEMITE VILLAGE, hvor der ligger tre campingpladser, der officielt alle er lukket på denne tid af året, men efter en tids søgen (køren i ring) beslutter vi os at køre ind på en af dem, og så overnatte der. Det viser sig at der er flere der har haft samme tanke. Det er nu helt mørkt, så jeg må bakke med forsigtighed, da jeg skal ind mellem træerne for at kunne parkere.

Klokken 20.00 er vi krøbet til køjs.

 Jeg skal måske lige nævne at vi besluttede os til at holde denne ferie uden fjernsyn, så det kan i hvert fald ikke forstyrre vor nattesøvn.

 Senere på aftenen bliver Ida vågen, da der bliver en frygtelig larm udenfor. Hun kigger ud af vinduet, og ser at Park Rangerne er i gang med at kontrollere folks papirer. Lidt senere vækker hun mig, da der kommer der en kranvogn og henter et par biler. Hun påstår at hun blev vækket fordi nogen bankede på vor dør, men blev enige med sig selv om at hvis de vil os noget, havde de nok banket på igen.

Efter en times tid bliver der igen ro på pladsen og vi falder igen i søvn.