8.Dag

Fredag D.26 Marts 1993

Kørestrækning: Santa Barbara – Anaheim Harbor RV Park

Miles/kilometer:125/200

 

Vi forlader campingpladsen klokken 08.40.

Det regner stadigvæk ind imellem, men vi håber på en bedring i vejret.

Vi følger Hwy 101S, der på denne strækning følger kystlinien helt til VENTURA.

På strækningen fra SANTA BARBARA og ned til LOS ANGELES findes der olie i undergrunden. Overalt ser man de velkendte vippepumper. Langs med kysten, på bjergsiderne ja selv i folks haver. Ude på havet kam vi tælle over 15 borerigge, så der må være godt med olie her.

Lige efter VENTURA i byen SAN BUENAVENTURA tanker vi bilen op. Her møder vi for første gang systemet ” betal først, så benzin “, på amerikansk PAY FIRST. Enten bestemmer man sig for hvor meget man vil tanke og betaler beløbet, ellers deponerer man et større beløb, evt. sit VISA kort og kan så tanke bilen fuld. Da vi normalt ikke kan tanke for mere end godt og vel 30 dollar, deponerer jeg en halvtresser, og kan så tanke bilen fuld.

Jeg tror nok en sådan tankstation havde været dødsdømt derhjemme. Havde jeg været bekendt med systemet så var jeg ikke kørt derind. Man føler sig lidt til grin på sådan en tank.

Vi tanker 22,3 gallon og betaler 29,8 $, milestælleren står nu på 5823,0. Vi har nu kørt i alt 1.057,6 miles eller 1.702 km.

Benzinøkonomien siger ved en hurtig hovedregning stadig omkring 4 kilometer pr. liter, indtil nu.

Ved OXNARD drejer Hwy 101 væk fra kysten og går nu direkte mod det nordlige LOS ANGELES.

I en brochure som vi fandt på campingpladsen hvor vi overnattede kunne vi læse, at man lige uden for byen THOUSAND OAKS, der ligger lidt nord for 101-eren og cirka 27 miles fra OXNARD, har bygget et bibliotek med alle dokumenter fra eks præsident REGANS tid som præsident for USA.

Biblioteket blev indviet den 4. november 1991 af ekspræsident Ronald Regan, under deltagelse af daværende præsident Buss og ekspræsidenterne Carter, Ford og Nixon. Biblioteket indeholder over 50 millioner sider dokumenter, 1,5 millioner fotografier og over 75.000 gaver.

Efter de sidste ni præsidenter har man i USA åbnet et bibliotek hvor alle dokumenter fra den pågældendes administration opbevares. Inden de bliver frigivet til publikum skal de gennemlæses af arkivarer. Til dags dato er 7 millioner sider dokumenter tilgængelig for offentligheden.

Biblioteket har areal på 17.000 kvadratmeter.

At det er placeret her, skyldes udelukkende at dette område er præsident Regans hjemegn. Han bor selv i SANTA YNEZ MOUNTAIN, der ligger nord for SANTA BARBARA, mellem SOLVANG og VENTURA.

Vi har ikke vist noget om dette, og kan derfor ikke afse tid til at besøge stedet.

Der bliver stadig flere og flere vognbaner på motorvejen jo nærmere vi kommer byen, og da vi passerer området nord for BEVERLY HILLS hvor vi skal dreje af på State Hwy 5, der også kommer fra SAN FRANCISCO er der seks vognbaner i hver retning. Jeg kører og Ida navigerer dvs. hun styrer kortet og mig.

Lige før vi når HOLLYWOOD drejer 101-eren sydover, således at vi får byerne HOLLYWOOD og BEVERLY HILLS på vor højre side og HOLLYWOOD filmstudierne på venstre. Lige i den nordlige udkant af LOS ANGELES ophører 101-eren, da den løber over i Interstate Hwy 5, der også kommer fra SAN FRANCISCO.

Interstate Hwy 5 hedder også SANTA ANA FREEWAY, da den fører direkte til SANTA ANA.

Vi følger 5-eren til HABOUR BOULEWARD, hvor vi drejer mod nord, da der ca. 500 meter oppe ad vejen ligger en RV plads. Pladsen hedder ANNAHEIM HABOUR RV PARK. Lige på den sydlige side af 5-eren ligger hovedindgangen til DISNEYLAND, det er måske 700 meter derhen, så nærmere kunne vi næsten ikke komme.

Pladsen er kæmpestor, der er efter bogen plads til 200 campere med det de kalder FULL HOOKUPS, det vil sige strøm, vand, kloak, antenne og telefonstik.

Vi tager pladsen for 2 nætter, hvilket koster 39 dollar alt inklusive.

Da det kun er først på eftermiddagen, beslutter vi os at se noget af byen.

Vi finder igen ud på 5-eren og kører sydover indtil vi når State Hwy 22, der med et par skift og en times kørsel fører os ud til LONG BEACH.

 

Her i LONG BEACH ligger en af verdens største passagerskibe, nemlig QUINN MARY. For over 20 år siden blev dette skib taget ud af drift og derefter oplagt her i havnen som hotelskib.

Ud over at være et hotelskib, er skibet i sig selv en turist-attraktion. Skibet der er på 81.000 tons, er 310,8 m. langt og har 12 dæk. Skibet er søsat i 1930 og sejlede under anden verdenskrig hundredetusinder af amerikanske soldater over Atlanterhavet til kampene i Europa.

Et søsterskib til QUEEN MARY, nemlig QUEEN ELISABETH skulle også have været oplagt som hotelskib, i HONG KONG havn. Skibet kom imidlertid i brand og sank i havneindløbet til HONG KONG.

Hele området hvor QUEEN MARY ligger er afspærret og man skal igennem en kontrol og betale parkeringsafgift for at komme ind på selve parkeringspladsen.

Adgangen til selve skibet der på denne tid af året er gratis foregår via rullende trapper helt op til promenadedækket. Man kommer ind på dækket cirka midtskibs, og kan herfra se skibets fulde længde, det virker enormt stort. Vi går først en tur tværs over skibet og så tilbage igen hvorefter vi går ned langs promenadedækket på styrbord side og kigger ind i de forskellige afdelinger der er åbne for besøgende.

På denne årstid er der endnu ikke fuld aktivitet på skibet, så alle resturationer er lukkede og kun burgerbaren agterude er †ben.

På promenadedækket sidder der en pige og tegner folk. Det koster 3 $ at få lavet en portræt af Klavs.

Ved siden af QUEEN MARY ligger der en kæmpestor boblehal der skulle indeholde verdens største flyver. Det drejer sig om HOWARD HUDGESS legendariske vandflyver THE SPRUCE GOOSE, den smukke gås. Flyveren blev oprindeligt bygget med det formål at skulle kunne transportere de amerikanske soldater over Atlanterhavet på en mere betryggende måde end med QUEEN MARY og ELISABETH, der trods alt havde den risiko at kunne blive torpederet af en tysk ubåd.

THE SPRUCE GOOSE blev ikke færdigbygget til tiden og kom på sin første og eneste flyvetur i november 1947, næsten to et halvt år efter krigsafslutningen.

Gåsen er desværre ikke hjemme da vi er der. Den er efter mange retslige stridigheder blevet forflyttet til et sted i UTAH.

Vi kører næsten samme vej hjem, men i stedet for at søge ud på 22-eren følger vi Willow Street over i Katella Avenue for til sidst at bøje direkte af på Habour Bouleward. Vi kommer denne gang direkte forbi hovedindgangen til Disneyland, som vi i øvrigt har besluttet os for at besøge i morgen.

Klokken 17.30 er vi igen på campingpladsen, hvor vi får noget at spise og klokken 19.30 sover Klavs.