6.Dag

Onsdag D.24 Marts 1993

 

Kørestrækning:

Miles/kilometer:?

  

På trods af nattens hændelser stod vi op klokken 06.00. Vi spiste morgenmad og forlod pladsen klokken 08.30.

Lidt længere ned ad vejen, der førte ind til campingpladsen var der en klynge af de store SEQUOIA træer. SEQUOIA træerne bliver ikke så høje som REEDWOOD træerne, men dog ca. 80m. Til gengæld får de en betydelig større omkreds. De største man kender har en diameter ved roden på ca. 13-15m., og en omkreds på 40-50m.

Et af de berømteste træer var DRIVE TRUE træet, der fandtes i YOSEMITE Nationalparken. I dette træ var der lavet et hul så stort, at man kunne køre igennem det med en personbil. Træet faldt for stormen i 1969.

Mange har spurgt parkens rangere om, hvorfor man ikke bare lavede et nyt hul i et andet træ, men det vil man ikke, da et træ af denne størrelse er en flere tusinde år gammel sag, og på grund af hullet vil det hurtigt gå til.

Træerne i denne del af KINGS CANYON/SEQUOIA nationalparken er mellem 30 og 40meter høje, og ikke særligt tykke; men her nede for enden af vejen rejser skovens træer sig til højder på omkring 60m. og højere, og med betydelig større omkreds, hvilket GENERAL GRANT træet et bevis på.

Vi stopper ved parkeringspladsen, der ligger der vor stien op til GENERAL GRANT træet begynder. Stien er fint indhegnet på begge sider, men det nytter ikke meget på denne årstid, da sneen ligger højere end hegnet, kun hist og her kan vi se hegnet.

Lige før vi nå GENERAL GRANT træet ligger der et par væltede træer, og det ene ligger på en sådan måde at man kan gå oprejst ned gennem det, og det uden at skulle bukke sig. Set fra enden ligner det et stort rør.

Det er kun et par hundrede meter op til GENERAL GRANT træet, men stien snor sig som et s, og gåturen bliver derfor noget længere. Da vi endelig når derop, er det et enormt højt træ at stå under. Man føler sig meget lille. De rødder der går fra træet og ud under jordskorpen, er så store at man må skræve over dem, hvis man vil gå rundt om træet helt inde ved stammen. På bagsiden, har træet en meget stor revne, der forneden er en halvanden meter bred og vel en 6-8m. høj. Det ser ud som om der på et eller andet tidspunkt har været ild i træet på dette sted.

Her i denne del at parken står der også et træ der er brændt helt ned, så der kun er ca.5m. over roden tilbage, om der er lynet, eller bare en skovbrand, melder historien intet om.

Træerne skulle efter sigende ikke kunne brænde, og det er en af grundene til at de har overlevet. Deres bark er cirka 20 cm. tyk. Om det er skovbrande for hundreder af år siden der har sat sine spor på træerne, er nok den eneste forklaring på brandmærkerne, da al anden vegetation i området ikke ser ud til at have lidt under skovbrand.

 Vi går tilbage til camperen, og kører den korte vej tilbage til State Hwy 180, og kører mod øst. Vi har godt nok læst på et skilt, da vi kørte ind i parken at 180-eren var spærret, men vi vil prøve at køre et stykke ind mod CEDAR GROVE.

Efter cirka 5 mil kommer der igen et skilt på påskrift om at vejen er spærret længere fremme, så vi beslutter at vende om næste gang vejen er så bred at camperen kan være der. Vejen er ryddet med en sneslynge, og er ikke bredere end at to biler lige kan passere hinanden, men i løbet af få miles har man lavet en rasteplads i vejsiden, og det giver os mulighed for at vende. Ida står ud for at dirigere, så vi ikke kommer uden for vejen.

Vi kører helt tilbage til vort udgangspunkt, der hvor vi kørte ind på CEDAR GROVE vejen. Her forlader vi 180-eren og kører mod syd, ned gennem parken. Vi stopper mange gange undervejs for at betragte denne storslåede natur. Nogle steder står de store SEQUOIA træer så tæt og så nær på vejen, at man føler man kører i en kløft der ikke er bredere end vejen, men hvor bjergsiderne blot er træer, der rejser sig lodret op på begge sider..

Det har regnet lige fra morgenstunden, men nu er det på grund af højden gået over i sne der lægger sig på vejen som sjap.

Samtidigt er det blevet diset og begge disse forhold blandet med bjergvejens uafbrudte snoen sig ud og ind, og de lodrette cirka 2 m. høje vejsider af sne, gør at vi må køre meget forsigtigt.

Men så sker det, det der ikke måtte ske, mit ekstra batteri til videokameraet falder på gulvet, lige ved min højre fod.

Som en refleks bøjer jeg mig ned for at samle det op, og i samme øjeblik kommer den højre vejsides høje snevæg farende mod bilen og rammer den med et ordentligt brag. Det højre sidespejl klapper ind mod vinduet, og udsynet spærres af snemasser. Jeg får camperen bort fra sneen og stopper.

I det fjerne ser jeg min selvrisiko på 500 dollar flyve op i luften.

Jeg stiger ud af bilen og går om på den højre side, og hvad må jeg se. Hele hjørnet, der hvor camperen er bredere end bilen, og hen over højre fordør er fyldt med sne. Spejlet er ikke kun slået ind, det er delvist bøjet ind. De to ventilationsriste til vandvarmer og gasfyr har suget så meget sne ind sig, at de bagved ristene liggende rum er totalt fyldte.

Da jeg får alt sneet skrabet af ser det alligevel ikke så slemt ud, spejlet kan bøjes tilbage igen, uden at det bliver at se, og de to kasser ved vandvarmer og gasfyr kan tømmes uden problemer. Den eneste synlige skade opdager Klavs, det er bagerste narvkapsel, den er totalt skadet, men den rager også udenfor camperen.

Vi køre videre og efter flere timers kørsel kommer vi til GENERAL SHERMAN TRÆET, dette træ er ” den største levende ting på jorden “. Her er der en parkeringsplads og en sti der fører op til træet.

Træet er endnu tykkere (næsten 13 m. i diameter og 40 m. i omkreds) end GENERAL GRANT træet. Det har den betragtelige højde af næsten 90 m. Her er adgangen til træet spærret af et plankeværk. Man skriver på et skilt, at træet ikke kan tåle at folk går rundt på dets rødder, da de ligger lige i overfladen, og det er i og for sig ganske forståeligt.

 

Vi fortsætter mod syd, og vejen er stadig lige så snoet, men vejret er blevet bedre da tågen er lettet en del og det er holdt op med at sne. Det går stadig op ad bjerget og nedad på den anden side, og det uafbrudt. Når vi er kommet over det ene, så kommer det næste, men bilen klarer sig fantastisk godt, men den har jo også kræfterne og automatgear.

Pludselig er der skilte hvorpå der står ”USE LOWER GEAR”, brug lavere gear. Det har automatikken jo ikke tænkt på, og jeg heller ikke. Op ad bakke finder den selv ud af hvornår den skal skifte ned, men nedad bliver den bare hængende i overgearet, og man bremser på normal måde med fodbremsen. Det er for sent at fortryde nu, bilen har næsten ingen bremser mere, så det er bare om at komme ind på en vigeplads og få standset bilen mens den endnu kan selv.

Vi finder hurtigt en plads, der godt nok ligger lige i et sving, men det giver os jo en fantastisk udsigt efterhånden som disen i dalen under os letter.

Jeg trækker håndbremsen og prøver at køre fremad. Der er intet der holder på bilen, så det er kun et at gøre, og det er at sætte gearvælgeren i PARK. I stillingen PARK(ering) er gearkassen blokeret og bilen kan ikke flytte sig.

Dette er i og for sig en ubehagelig oplevelse, da man altid hører at skivebremser vil blokere når de bliver kørt varme, modsat tromlebremser der bliver løse.

En hurtig kontrol af hjulene, og lugten af brændt belægning, kan kun bekræfte at bremserne er meget varme.

Vi beslutter os at udnytte ventetiden ved at spise frokost

Vi er stadig 6.000 fod (eller 2.000 meter) oppe i bjergene.

Efter overstået frokost og et ekstra hvil, er bremserne igen i orden, og vi forsætter nedad nu i 2. gear.

Klokken 13.00 når vi ud af parken og er i TREE RIVERS der ligger 59 mil fra VISALIA.

Vi finder en mønttelefon og prøver at ringe hjem til Andreas. Klokken vil være omkring 22 derhjemme, så vi håber at kunne træffe ham. Vi kan høre at han er glad for at høre fra os.

Vi provianterer i købmandsbutikken i Tree Rivers.

Turen går videre til VISALIA, hvor vi køber en sovepose til Klavs og et par uldtæpper til os selv. Det kunne jo være vi kom til kolde områder igen.

Vi er på vej tværs over Californien, da vi skal helt ud til Stillehavet inden vi igen kører sydover.

Efter VISALIA krydser vi State Hwy 99, og nogle miles på den anden side af highwayen møder vi to store kvægfarme, en på hver side af vejen. De ligger vel en 500 meter fra vejen; men larmen af de mange dyr kan høres meget tydeligt.

Dyrene går frit i store indhegninger, og har kun nogle halvtag at søge læ under. Vi kan se at der mellem indhegningerne er veje hvor man kan bringe foder frem til dem. Der er ikke så meget som et græsstrå der hvor de går. Dette er rigtigt stordrift.

Vi forsætter vestover og ved LEMOORE drejer vi af på State Hwy 41, den har vi kørt på før; men det var gennem YOSEMITE national-parken og på vej mod FRESNO.

Området vi kører nu i er et rigtigt landbrugs område, vi kan se mange store farme, der både driver landbrug og gartneri. Ved mange af disse farme hænger der en vindpose, der angiver vindretningen. Mange af disse farme har nemlig en hangar og egen startbane ved siden af farmen.

 Efter KETTLEMAN CITY krydser vi Interstate Hwy 5, og efter ca.30 mil brydes det flade land af en bjergkæde, hvor vi skal op i 2.000 fods højde (cirka 650 m.) for at komme over det der hedder Cottonwood Passet.

Herefter går det igen lige ud i det flade land.  Ved CHOLAME mødes State Hwy 41 med 46 og de følges for et stykke ad. Da de igen deler sig følger vi 46-eren.

Vores tankmåler nærmer sig med rasende fart mærket for TOM.

Vi har længe holdt udkig efter en tankstation, men siden tankmåleren passerede kvart fuld har vi ikke set skyggen af en.

Her i Californien skal man ikke forvente at finde tankstationer lige ved de store Highways, nej de ligger i byerne ved siden af vejen. Jeg ved ikke om det kun er gældende for denne stat, eller om det er ligesådan i hele USA.

 Pludselig kommer der et skilt, der fortæller at der i den næste by findes en CHEVRON tank, og der er kun en halv miles til byen. Vi drejer af, og følger vejen ind til byen. I det fjerne kan vi se at tanken ligger lige først i byen. Da vi kommer nærmere kan vi se at den ser forfalden ud, og ved et nærmere eftersyn kan vi konstatere at den lukkede da benzinprisen endnu kun var 68 cent pr. gallon. Det står på tankens prisskilte.

På nabogrunden går en mand og rydder græs med en buskrydder, sådan en klippemaskine man bærer med skulderrem. Jeg prøver at tilkalde mig hans opmærksomhed, og det lykkes. Han standser maskinen og kommer hen til mig. Jeg spørger om det kan være rigtigt at den eneste tank i miles omkreds er lukket. Jo den har været lukket i mange år, og den nærmeste er i PASO ROBLES, der ligger 25 miles (ca. 40 km) længere mod vest.

Der er intet andet at gøre end at køre så langt bilen kan, og så gå eller eventuelt tage den på stop til den næste tank. Som tænkt så gjort, vi kører videre og må se hvor vidt vi når. Vi aftaler at Ida og Klavs skal blive i camperen og så vil jeg forsøge at fa fat i noget benzin, men problemet er der ikke endnu, bilen kører jo stadig.

Miles efter miles tilbagelægger vi, og tankmålerens nål bliver næsten bøjet af at stå på 0.

Hver gang vi ser en bakketop, siger vi til os selv, bag den bakke ligger der en tank, men ak det har lange udsigter.

Jeg spekulerer ved mig selv om hvad der mon sker hvis motoren pludselig går i stå med en fart af 65 mil i timen.

Hvad sker der med servostyringen?  Bremserne er jeg ikke nervøse for, dem skal jeg nok få trykket hårdt nok på, men hvad med servostyringen. Jeg kan huske fra min læretid, at vi i Sønderborg havde en kreaturhandler der to gange landede inde i folks haver med en stor Ford Costumline netop fordi motoren gik i stå, således at servostyringen svigtede.

Pludselig er vi kommet over en bakketop, og en miles eller mere fremme kan vi se tankstationer på begge sider af vejen, ja der er endda flere på hver side. Vi kører ind på den første.

Den ligner et gammelt hus fra det vilde vesten, men den har tanke og det er det vigtigste.

Vi tanker 27,24 gallon til en pris af 1,339$ pr. gallon eller 36,47$ totalt. Milestælleren viser 5.630,6 miles, så vi har nu kørt 766,6 miles i alt. Det giver et gennemsnit på ca. 4 km. Pr. liter.

 Efter optankningen af bilen, er det vores tur til at blive optanket, så vi finder et spisested der hedder KENTUCKY FRIED CHICKEN. Her kan vi for 12 $ spise alt det vi vil lige så længe vi vil. Klavs er vild med deres chokoladebudding. Ida og jeg for lidt af hvert, og bl.a. kylling.

Det er begyndt at blive mørkt, så vi skal af sted igen for at finde et overnatningssted. Ifølge vores campingbog, skulle der være en ved MORRO BAY. Vi tager en for tidlig afkørsel, og kommer gennem San Luis Obispo og fortsætter ud til havet ad Hwy 101 . Her står der står der at man må campere, og ved en henvendelse til havnevagten får vi med betaling af 15 $ lov til at overnatte på pladsen.

Klokken 21.00 er der ro i bussen. Lige inden Klavs falder til ro, ser vi en vaskebjørn suse rundt på pladsen ovre ved skraldespandene.