21.Dag

Torsdag D.8 April 1993

Kørestrækning: Kanab – Las Vegas

Miles/kilometer:

 

Vores tur i dag skal først gå til BRYCE CANYON, herefter gennem ZION CANYON NATIONALPARK til LAS VEGAS.

Efter morgenkaffen kører vi direkte hen til butikken med LEWIS bukserne. Vi har jo stadig nogle bestillinger med hjemmefra, som vi ikke fik købt nede i TUCSON.

Ikke langt fra campingpladsen ligger der også en filial af RADIO SCHACK, som jeg lige skal besøge, da jeg stadig ikke har fundet det jeg søger efter, men de har det heller ikke.

Vort næste besøg er i antikvitetsforretningen for at se hvad de har at byde på.

Her er der alt muligt af gamle ting, lige fra køkkenredskaber til en udstoppet indianer Squaw (dukke).

Bagerst i butikken ligger der gamle våben i en glasdisk. Her findes der alt fra Colt revolvere til tyske pistoler fra anden verdenskrig. Priserne ligger på omkring 200 $ stykket.

På væggen hænger der Winchester geværer, prisen ligger også på 200 $ for de billigste.

I to glasdiske, der stå i forlængelse af den med våbnene ligger der sølvmønter og gamle sølvsmykker.

 

Butikken med cowboybukser ligger to huse ved siden af.

Afdelingen med cowboybukser er nede i kælderen, og er rimelig stor. Vi går rundt og kigger på varerne for at finde den rigtige type bukser.

Pludselig er der nogen der siger, ” Nå der kommer nok nogle Danskere “, og gud hjælpe mig om der ikke er andre danskere i butikken.

Det er de første danskere vi møder på vores tur.

Det er 2 mænd og en kvinde. De fortæller at de ligesom os er på en rundtur. De har lejet en personvogn og overnatter på moteller.

Vi køber 5 par, og mener så i øvrigt at vi har købt i hvert fald et par til alle dem der har bestilt.

Da Ida ser en butik der handler med lidt af hvert inden for souvenir beslutter Klavs og jeg os at vi vil hen og se på den diligence, der står 50 m. længere nede ad gaden.

Den er virkelig velholdt, og for at den skal vedblive at være det er den godt forankret til jorden.

Da Ida kommer ud af butikken, har hun købt en indiansk bryllupsvase.

Vi beslutter at tanke bilen op inden vi forlader byen.

Vi har nu kørt 3.322,7 miles (5.347 kilometer).

 

Nu går turen direkte ud af KANAB og nordover ad hovedvej 89N.

Strækningen til BRYCE CANYON NATIONALPARK er 73 miles, og der er 56 miles tilbage til MT. CARMEL JCT., det sted hvor vi bagefter skal dreje af mod ZION NATIONALPARKEN.

Terrainnet stiger næsten uafbrudt på hele turen, og efter en køretur på 40 miles kommer snebæltet. Herefter er det hvidt over det hele.

Vi skal dreje mod øst for at komme ind til BRYCE CANYON, men først kommer vi igennem REED CANYON.

Den har ikke været beskrevet i nogen af de prospekter jeg har studeret under planlægningen af turen, så den kommer som en overraskelse.

Hele strækningen er som navnet siger helt rødt, og ser fantastisk flot ud og afsluttes med at vi skal køre igennem to små tunneller inden vi kommer til endnu et kryds hvor vi så skal dreje mod syd.

Nu kører vi direkte ned til BRYCE CANYON.

BRYCE CANYON ligger på en sådan måde at man kun kan komme til den ad denne ene vej. Der findes godt nok en anden vej på kortet. Den går fra et sted lige efter BIG WATER og direkte mod KODAKCROME BASIN og CANNONVILLE, således at den kommer østfra ind til det samme kryds.

Efter kortet er vejen en sandvej helt op til CANONVILLE, og da vi efter forholdene er tidligt på færde, er det jo ikke sikkert at alle veje er ryddet for sne.

Det skulle være skønnest at besøge BRYCE CANYON om vinteren. Grundene skal være at sneen er med til at gøre parken endnu skønnere og det kolde vejr gør at udsynet bliver langt bedre.

Vi kører ned ad 63´eren der kun går herinde i parken, og tager udsigtspunkterne efter hinanden.

I BRYCE CANYON er det ikke dalen man kører i, men derimod kører man på den vestlige side af en højderyg, på samme måde som ved GRAND CANYON hvor vi kørte på den sydlige side.

BRYCE CANYON er opstået for omkring 60 millioner år siden da hele området endnu var havbund. Aflejringer har dannet det materiale der i dag kan beses i en højde af 2000 meter over havoverfladen.

For 10 millioner år siden begyndte jordkræfterne at dele området således at en del af det hævede sig mere en den anden del, og derved opstod der nogle skrænter hvor de forskellige aflejringer kom til syne. Da de ikke havde samme beskaffenhed begyndte erosionen og det bløde materiale forsvandt.

Denne erosion, året rundt, er skyld i at kanten forskydes omkring en fod (30 cm) i løbet af 65 år, dvs. at om 20 000 år vil kanten ved SUNSET POINT være nået helt op til BRYCE CANYON LODGE..

Erosionen er kraftigst her om vinteren, da den nyfaldne sne om dagen vil smelte, og smeltevandet trænger ned gennem revner og opløser det calcium karbonat der holder det hele sammen. Om natten når frosten kommer, vil det samme vand fryse til is, og derved vil det ekspandere og tvinge sandstenen fra hinanden.

Denne proces foregår på de sydvendte skrænter omkring 200 dage om året.

Til tider er det ret store blokke der falder ned.

Vi kører fra det ene udsigtspunkt til det andet og alle steder er der et fantastisk skue ud over dalen.

Der ligger vel i gennemsnit en halv meter sne over det hele, men selvfølgelig er veje og stier ryddet.

Alle disse forrevne søjler der står overalt. De kan være flere hundrede meter høje, og pludselig midt på snævrer de ind, for så at blive store igen.

Næsten alle ser ud som om de kunne falde om på stedet.

Vi kører ikke hele vejen ned til det sydligste punkt.

Ved INSPIRATION POINT, mener vi at vi har set det der var værd at se, og kører igen nordpå mod udgangen.

 

Vi skal nu den samme vej tilbage for at komme ind i ZION NATIONALPARK, så vi kårer ud til hovedvej 89S og følger den til MT CARMEL JCT., hvor vi drejer af på 9´eren.

Her står der på et skilt at vi er på vej mod ZION NATIONALPARKEN og at vi skal igennem to tunneller.

Da vi vil til LAS VEGAS er dette den eneste vej der kan føre os derhen, så uanset skilte og andet så fortsætter vi. Vi kan jo altid vende om.

Turen gennem parken er på omkring 10 miles, men hele turen fra MT. CARMEL JCT. til WASHINGTON på den anden side er 58 miles.

Ved indkørslen til selve parken skal vi betale en entre på 5 dollar. Det gælder for en tur/retur.

Da der kun kan komme biler igennem af en hvis størrelse spørger pigen ved indgangen om vi har kontrolleret målene på vores camper med de mål der var opgivet på skiltene vi havde passeret.

Det havde vi selvfølgelig ikke, men vi får så udleveret en brochure hvor målene er angivet på bagsiden. Målene er både angivet i fod/tommer og meter/centimeter.

Da Ida har medbragt et metermål (det skulle bruges til kontrolmål af cowboybukserne) er det ingen sag lige at måle camperen op.

Maksimal tilladte mål er, længde 640 cm, bredde 240 cm og højde 340 cm.

Bredde og længde stemmer overens med det tilladte, vi er 15 cm lavere, så det skal nok kunne gå.

Da vi fylder for meget til at vi kan passere andre biler i tunnellen bliver vi afkrævet 10 dollar ekstra fordi vi skal lodses igennem.

Den første tunnel er der ingen problemer med. Den en omkring 100 meter lang og kunne sagtens klare en dobbeltdækkerbus. At den er så bred og høj er noget der først lige er sket, da der stadig arbejdes på at udbygge den.

Efter at have passeret denne første tunnel er vi kommet rigtigt ind i ZION CANYON der er en lille del af ZION NATIONALPARK.

Her er det modsat som i BRYCE. Her befinder vi os nede i bunden af en dal. Der er bjerge på alle sider, og vejen snor sig imellem disse.

Der er omkring 2 miles mellem tunnellerne. Den sidste er også den længste 1,1 miles (1,77 km.).

Her er der ventetid, da alle køretøjer der er for store skal sluses igennem på en gang.

Vi bliver den sidste i køen og får af rangeren udleveret 2 budstikker (plastikstave) som vi skal aflevere igen på den anden side af tunnelen. Det er tegnet til rangeren i den anden ende om at vi er det sidste køretøj i kolonnen.

Tunnellen er meget smal og loftet er halvrundt, så vi er nød til at køre midt over midterstriben da vi nødigt skulle lave camperen om til en cabriolet.

Det højeste faste sted på camperen er klimaanlægget der sidder over midten. Det beroliger os at vi ikke kan høre radioantennen skrabe imod, hvilket den skulle gøre, da den er lidt højere end klimaanlægget og ydermere sidder ude i den ene side.

Jeg prøver med tungen lige i munden at holde camperen lige over midterstriben.

Et par steder på turen kommer der lys ind udefra, og her bemærker vi at tunnellen på et langt stykke kun lige løber langs bjergets yderside. De steder hvor der kommer lys ind har man simpelthen sprængt vinduer i siden.

Da vi når til enden ser vi at der her holder en lang kø og venter på os. Vi afleverer budstikken til rangeren og fortsætter.

Midt nede i køen ser vi at der holder en turistbus og venter på at komme igennem. Vi bliver enige om at den i hvert fald skal sno sig igennem.

 

Herfra går det i bedste hårnålesving nedad, og et stykke nede er der en lille rasteplads hvor vi parkerer for at nyde udsigten til et stykke brød.

Herfra hvor vi holder kan vi se indgangen til tunnellen, eller udgangen som der var for vores vedkommende. Vi kan også se de vinduer der er ind til tunnellen, så man kan næsten danne sig et billede af hvordan den løber deroppe i bjerget.

Ligeledes kan vi iagttage den stadige trafik der er op til tunnellen. Vi kan også høre at der et eller andet sted i nærheden må være en flod, da der tydeligt kan høres rislende vand.

Da jeg går over på den anden side af vejen, kan jeg se at der langt nede af skrænten løber en lille flod hvor der også er et par små vandfald. Her nede på nogle store sten ligger der et par og tager solbad.

Efter at vi har rastet en times tid fortsættes nedstigningen og snart kommer vi til et T-kryds hvor der går en vej op til ZION CANYON SCENIC DRIVE, men her drejer vi af mod syd og efter nogle miles forlader vi parken. Vi har en returbillet liggende til en anden gang vi kommer derover.

Et langt stykke endnu følger vi langs med parken og efter en 30 miles kommer vi ud til INTERSTATE Hwy 15, lidt nord for byen WASHINGTON.

Vi mener nu det er på tide at tanke bilen op først med benzin og senere med gas.

Det er som alle andre steder selvbetjening, men medens jeg tanker bilen op kommer der en ung mand ud og spørger om han skal tjekke olien.

Det må han da gerne, og jeg har i forvejen har åbnet motorhjælmen, da jeg hver gang jeg tanker op plejer at kontrollere både olie, kølevand og sprinklervæske.

Pludselig banker Ida på vinduet og giver tegn til at jeg skal se hvad han laver, og om ikke han er ved at skille det hele ad.

Jeg skynder mig derom og spørger hvad han laver, men kan se at han allerede har fået luftfiltrene skilt ad, og da jeg ser hvor beskidte de er lader jeg ham skifte dem.

Vi har jo trods alt endnu et godt stykke vej hjem og det absolut værste stykke venter et par dage forude.

Efter at have fået filtrene skiftet får vi påfyldt gas, og så er det kun betalingen tilbage. Selve udskiftningen og filtrene koster 32,90 $ (203,32 kroner). Vi har nu kørt 3.280 miles (5.770kilometer).

Efter en køretur på 6 miles forlader vi igen UTAH og kommer nu ind i ARIZONA som vi på de næste 33 miles skal krydse et lille hjørne af. Dette lille hjørne er også et af de smukke. Selv om vi befinder os på en 4 sporet motorvej har man ikke forøvet nogen form for vold på naturen. Motorvejen følger hele vejen bunden af bjergene og bunden er lige nøjagtig så bred at vejen kan være der. Et smukt stykke arbejde. Vejen går ikke lige ud ret mange meter af gangen. Uafbrudt er der sving.

 

Ved grænsen til NEVADA står der et kæmpestort skilt WELCOME TO SUNSHINE STATE NEVADA.

Lige på den anden side af statsgrænsen ligger byen MESQUITE.

Den første bebyggelse vi møder er VIRGIN RIVER MOTEL og CASINO.

Det var her ham dansk/svensk/amerikaneren foreslog at vi skulle ind for at få noget at spise.

Foran motel/kasinoet er der en kæmpestor parkeringsplads med en lysreklame, der fortæller at RV’s er velkomne og parkering er fri. Samtidigt annoncerer de med en breakfast til 1,98 dollar og en til 2,98 dollar.

Der er to indgange, den ene til hotellet og den anden til kasinoet.

Vi vælger den til kasinoet. Da det er første gang nogensinde vi kommer ind i et kasino er det nok tænkeligt at vi har set ud som folk der var landet på månen. Vi stoppede i hvert fald lige inden for døren for at betragte dette og tage et par dybe åndedrag.

Vi stod i et stort lokale hvor der ikke var andet end spillemaskiner. De stod side om side over det hele.

Her lige foran døren var der nogle folk der var i gang med at stille noget op, så dem gik jeg hen for at spørge dem om de kunne fortælle mig hvor restaurationen var. Jeg lagde hånden på den enes skulder, og da han vendte sig om så han noget forskrækket ud. Det var en vagtmand der var i gang med at tømme et pengeskab, og jeg var gået helt ind på et forbudt område. Han var nu meget venlig, og efter at han havde fået mig losset ud på den rigtige side viste han os vejen. Vi skulle blot følge den røde løber forbi alle maskiner ud i baglokalet.

Her var der en lille fin restauration.

Straks da vi havde sat os fik vi serveret det obligatoriske glas kolde vand, samtidigt med at vi fik et menukort.

Vi var godt nok blevet anbefalet den breakfast til 1,98 $, men som alle andre danskere var vi bange for at blive snydt med den billige, så vi bestemte os for 2 stykker af den til 2,98 $.

Efter et kvarters tid blev de serveret.

Oh!, hvilken HAM. Den fyldte hele tallerkenen og var en halv centimeter tyk.

Den var grillet, hvilket kunne ses fordi den havde mærker af grillen på begge sider. Hertil fulgte 2 spejlæg, kartofler og 2 skiver ristet franskbrød. Ida fik kaffe og Klavs og jeg fik hver en cola.

KLAVS fik sin elskede Cheeseburger med pommes frites.

Vi havde fået mere end nok. IDA kunne ikke spise sin HAM helt op. Jeg kunne kun lige få den ned, og alt dette kostede med drikkelse 13,67 dollar.

Spilleautomater og spilleborde, jo her var alt. Over det hele var der opsat skilte hvorpå der stod at mindreårige ikke måtte stå ved maskinerne.

 

Efter et udbytterigt besøg her, fortsætter vi mod LAS VEGAS, en strækning på 80 miles. Vi ankommer til Las Vegas ved mørkets frembrud.

Da byen ligger i et fladt område omkranset af bjergkæder, kan LAS VEGAS ses på lang afstand.

Vi følger strømmen af biler så længe vi kan se at det går ind mod centrum, og med lidt held befinder vi os pludseligt midt i byens hjerte.

Gaderne er så oplyste at man ikke skulle tro at solen var gået ned endnu.

Vi kører stille ned gennem hovedstrøget. Der er fire vognbaner på gaden, der alle er ensrettet. I et lyskryds holder der en golf Cabriolet ved siden af os og venter på grønt lys. Da jeg kigger på ham stikker han mig en finger.

Jeg opfatter det på den måde at han vil skide mig et stykke, for nu vil han køre fra mig.

Jeg siger til IDA og KLAVS at de skal holde fast for nu sker der noget.

Da lyset skifter til grønt giver vi begge gas. Vi kan høre hvor de fire bagdæk på camperen skriger, og inden golfen er kommet over krydset er vi langt foran den. Jo de 235 heste kan sgu nok få camperen til at flytte sig.

Gaden vi kører på er FREMONT STREET, der er en forlængelse af BOULDER HIGHWAY.

Hovedgaden stopper ved MAIN STREET. På den modsatte side ligger spillekasinoet UNION PLAZA.

Her kan vi enten dreje til venstre eller højre. Vi drejer til højre, og efter 200 m. drejer vi igen til højre. og kommer nu nedad STEWART ANENUE, der løber parallel med FREMONT STREET.

En hundrede meter nede af denne gade ligger der en RV plads. Pladsen tilhører hotel CALIFORNIA der ligger på den anden side af gaden. Over indkørslen står der HOTEL CALIFORNIA RV PARK.

Vi kører direkte herind, og hen til receptionen. Kontoret er lukket, men udenfor finder vi de kendte kuverter med en formular vi skal udfylde. Sammen med formularen ligger der også et skilt med et plads nummer.

Vi tager alle papirerne med os, vi kan jo udfylde den når vi har fundet pladsen.

Det er en kæmpestor PV park. Vi kører den igennem på kryds og tværs, men kan ikke finde vort nummer.

Nummereringen fører os ind under en motorvejs viadukt, hvor vi ikke kan se hvordan vi kan komme videre.

Efter endnu et par forsøg lykkes det at finde den rigtige gennemkørsel under viadukten, og på den anden side er RV Parken dobbelt så stor som på forsiden.

Vores plads ligger helt ud mod den ydermur der omgiver pladsen.

På den anden side af muren må der være en brandstation, for i den tid vi er her medens vi installerer camperen, rykker der et par ambulancer ud. Efter bykortet kan vi også konstatere at vi her befinder os lige ved en opkørsel til hovedvej 95/515.

Efter at vi har fået os installeret begiver vi os ud i byen.

Der er kun to bloks (karreer) hen til FREMONT STREET hvor det pulserende liv er.

FREMONT STREET løber to bloks (karréer) nord for THE STRIP, den gade i LAS VEGAS hvor alle de store spillekasinoer ligger. Her hvor vi er nu, er centrummet i LAS VEGAS.

Da vi først kommer ud på FREMONT er det igen som om det er midt på dagen. Der er den ene lysfasade efter den anden. Disse store lysreklamer er for det meste opbygget af bare glødelamper, det vi derhjemme kalder reflektorlamper.

Vi går stille og roligt op ad gaden, op mod UNION PLAZA, hvor vi så skifter fortov og går ned på den anden side. Vi stopper ved alle kasinoer. Dørene ud til gaden er vidt åbne, ja nogle steder er der slet ingen. Vi kan se lige ind til spilleautomaterne. Overalt bliver der spillet, nogle steder står folk endda og venter på at komme til.

Under loftet hænger der skilte der fortæller at der er 80 procent tilbagebetaling, det vil ved lidt hovedregning sige at når man starter med en dollar i quarters (25 cent) og putter dem i en ad gangen så skulle der være mulighed for maximalt at få lov til at trykke 15 gange i den enarmede. Her behøver man ikke at trække i armen, den er næsten kun sat på for at automaten skal svare til sit navn. Alle automater har en stor trykknap siddende der udgør det samme. De rigtige professionelle sidder på en stol og har uafbrudt den højre hånd på knappen.

For at en eventuel (stor) gevinst ikke skal falde på gulvet, medbringer de en lille spand som passer ind under møntudkastet.

Oven på automaterne er der to ekstra trykknapper, der begge tænder en lampe der er placeret over automaten.

Den ene tilkalder en vekselerer, og den anden serveringen.

Selvfølgelig skal vi prøve at spille her, men det skal kun være for at kunne sige at vi har prøvet det. Ida veksler, og vi deler mønterne.

VI kan ikke gå ind og spille samtidigt, da Klavs ikke må komme ind i kasinoet, så vi beslutter at Ida prøver lykken først, så kan jeg prøve bagefter.

Klavs og jeg går længere ned ad gaden for at se hvad der sker. Vi kan se at der holder en af de helt store amerikaner biler langs med fortovet. På fortovet står der en kameramand der optager noget inde i bilen. Det er sikkert et interview af en eller anden berømthed. Vi kan ikke se ind i bilen da den er forsynede med mørke ruder.

Vi fortsætter forbi stedet, der ikke er afspærret, selvom der er flere politibetjente til stede.

I det næste kryds ser vi en helt speciel form for fodgængerfelt, når lysreguleringen skifter til rødt for bilisterne og grønt for fodgængerne må fodgængerne gå i alle retninger. Ud over de fire felter som man har i et kryds, har man her også to i krydset, der gå på kryds over gaden.

Vi står her i krydset hvor FREEMONT STREET krydser THE STRIP eller LAS VEGAS BOULEWARD som den rigtigt hedder.

Vi skal lige prøve den anden måde at krydse vejen på, så vi krydser først over på den modsatte hjørne og herfra lige over gaden for til sidst at krydse til det modsatte igen.

Da vi kigger tilbage over krydset opdager Klavs at der ikke er meget lys i de to øverste lys, det røde og det gule. Det skyldes at to duer har slået sig ned inde ved glasset.

Vi går nu tilbage til det kasino hvor Ida var sat til at få pengene til at yngle. Da vi kommer derhen kan vi se at hun ser opgivende ud, mon hun har spillet formuen op. Nej, siger hun, hun har kun spillet det halve op.

Vi bytter, så nu går hun med Klavs medens det er min tur til at prøve lykken.

Det kan godt være at det med de 80 procent retur er rigtigt, men jeg tror nok at de første 10 procent kommer sådant jævnt fordelt, og de resterende 70 procent i store portioner.

Inden jeg ser mig om er også halvdelen af mine penge spillet væk, og der er kun kommet et par mønter retur. Så stopper jeg også. Det er ingen af os der er spillegale, vi kan nok stoppe i tide.

Vi går nu den resterende del af gaden igennem inden vi begiver os tilbage til RV pladsen, hvor vi drikker aftenskaffe inden vi kryber til køjs.