20.Dag

Onsdag D.7 April 1993 

Kørestrækning: Monument Valley – Kanab

Miles/kilometer:

 Det er koldt udenfor, da vi klokken 06.30 forlader Camping pladsen.

Vi ville gerne en tur ind på museet ved besøgscentret, men det er ikke åbent endnu, så vi beslutter at tage det på tilbageturen, senere på formiddagen.

Vi kører ud til hovedvej 163 og drejer nordover.

Efter 22 miles kommer vi til en lille flod, der hedder SAN JUAN RIVER.

Den er en biflod til COLORADO floden som den løber ud i ved LAKE POWELL. På begge sider af floden er der bebyggelser, der næsten hænger på skråningerne ned mod floden.

Denne lille by hedder MEXICAN HAT.

En lille bro fører os over floden, og videre mod vort mål.

Et par miles nord for byen ligger der på højre side af vejen et at naturen skabt kunstværk kaldet MEXICAN HAT. På lang afstand kan man tydeligt se hvorfor den har fået dette navn.

Den ligner den mexicanske hat Sombreroen.

Vi kan køre helt ind til den klippe den sidder øverst på. Her på nært hold ligner den ikke så meget en hat, men det er jo tit med sådanne kunstværker at de skal betragtes på behørig afstand for at man kan se hvad de forestiller.

Lige bag ved MEXICAN HAT løber SAN JUAN RIVER. Vandet har næsten samme farve som naturen, så det ser absolut ikke appetitligt ud, og vi ville da heller ikke bryde os om at drikke af det da det efter Jimmys udsagn er skadeligt.

Selv herude er der smidt flasker overalt. Mange ligger knust ved siden af vejen.

Vi har på hele vores tur gennem NAVAJOLAND bemærket det utrolige svineri der er langs med vejene.

Om der er indianerne eller turisterne kan vi ikke se, men hvorfor skulle turisterne absolut kun gøre det særligt meget her i området. Det kunne jo også være indianerne selv, de er efter eget udsagn et naturfolk.

Efter at have besøgt stedet, vender vi camperen og kører tilbage til MONUMENT VALLEY.

Nu kan vi rigtigt danne os et billede af hvordan den er opstået. Herfra hvor vi nu kommer kørende er vi i niveau med bunden af dalen, og vi kan se direkte ind igennem det der kaldes NORTH WINDOW.

Bag MONUMENT VALLEY hæver terrainnet sig til et niveau der passer med toppen af MESA-erne.

Inden vi forsætter skal vi lige aflægge et besøg på museet og besøgscentret.

Museet viser lidt om indianerne der har levet og stadig lever i dalen. Hvordan de har boet og hvad de har lavet.

Der bor i dag kun 17 indianerfamilier her i dalen

 

Herfra går turen direkte tilbage til KAYENTA, hvor vi ved bygrænsen møder et indiansk marked.

Her handles der med alt mellem himmel og jord, ligesom derhjemme når man besøger de blå markeder. Noget af det første vi lægger mærke til er en stand med bare Cowboysadler. Nye kan købes for et par hundrede dollar, brugte billigere. Ved siden af er der en stor lastbil fyldt værktøj. Her er der værktøj for både hobbyfolk og fagfolk. Her ligger der kassevis af billige toppe til topnøglesæt, men hvad skal man med dem, det er alt i tomme mål. Af andre billige ting ser jeg kædetaljer. En sådan kunne jeg godt bruge derhjemme, men så skal den også transporteres helt hjem og det er for besværligt, vi får såmænd nok at slæbe på, på hjemturen.

 

Overalt lugter det af grillet og stegt mad. Det er indianerne der er i gang med at lave mad på pladsen bag ved deres standpladser. Et enkelt sted har man lavet et spisested, men da det ikke tiltaler os lader vi være med at prøve.

Efter at vi har været pladsen rundt et par gange, går vi tilbage til vores camper, og fortsætter de sidste 500 meter ind til krydset hvor hovedvej 163 munder ud i 160´eren.

Her tanker vi bilen op. Vi har nu kørt 3.148 miles (5.067 km.). Prisen er her oppe på 1,359 dollar pr. gallon (det svarer til 2,21 kr. pr. liter).

Inden vi starter på den endelige tur til dagens bestemmelsessted KANAB i UTAH, skal vi lige ind og have noget at spise, så vi kigger ind på en MC DONNAL´S, der ligger lige ved siden af benzintanken.

 

Fra KAYENTA følger vi hovedvej 160W 32 miles tilbage indtil vi når det punkt hvor hovedvej 98N går mod PAGE.

Hovedvejen mod PAGE er en af de ødeste strækninger vi indtil nu har kørt på, og det varer da heller ikke længe så har både KLAVS og IDA lagt sig for at få en middagslur.

Strækningen er på 66 miles (106 kilometer), af og til møder vi en modkørende bil.

Lige efter stedet hvor hovedvej 16 gør af mod RAINBOW BRIDGE bliver vi overhalet af en åben varebil med to personer i. Det er der i og for sig ikke noget mærkeligt i, hvis det ikke var fordi at den samme bil 10 miles længere fremme, pludselig holder i højre vejside med motorhjælmen åben og begge personer står bag bilen og giver mig tegn om at stoppe.

Måske har jeg læst for mange røverhistorier, men i baghovedet er der noget der siger mig at jeg ikke skal stoppe.

Jeg giver dem afvisende tegn med hånden samtidigt at jeg ryster på hovedet og fortsætter ellers derudad.

Jeg havde næsten glemt episoden, men en halv times tid efter bliver jeg igen overhalet af den samme bil, så enten har det været et nummer, eller også kan de jo have fået den repareret.

Vi befinder os stadig i NAVAJOLAND, men er på vej ud af det, da grænsen ligger et par miles syd for PAGE.

Hist og her ligger der en indianerbebyggelse, hvor der også går noget kvæg og heste.

Lige før vi kommer til PAGE ligger der et elværk på højre side af vejen.

Man kan tydeligt kende et elværk når det er bygget herude hvor det ikke er kølet med vand fra hav eller flod. De er så forsynet med enten et par store eller som her mange små køletårne, hvor kølevandet af luften nedkøles. Den luft der køler vandet ned bliver opvarmet i disse køletårne og derfor står der damp ud af dem.

Vi har på vores tur en gang set en to – tre kæmpestore køletårne fra et atomkraftværk. Det var lige efter at vi var startet fra QUARTZSITE på vej mod PHOENIX.

På venstre side af vejen ligger der nogle sjove klipperformationer. De er ikke som klipper normalt spidse og forrevne. Nej disse ligner på det groveste en nogle kæmpestore bryster der spredt ud over området.

Lige før vi kommer til PAGE drejer vi af og kommer ud på hovedvej 89N, der efter et kort stykke vej fører os over GLENN CANYON.

På afstand ligner broen alle andre broer vi har set, det er først da vi kommer ud på den vi ser at den går over en allerhelvedes dyb kløft. Efter kortet er GLENN CANYON her på dette sted 231 m. dyb og jeg vil sammenligne den med Svinesundbroen mellem Norge og Sverige, blot er kløften meget smallere.

På den nordlige side af broen kan vi se den kolossale GLENN CANYON DAM.

Efter at vi har passeret broen svinger vi af til højre for at komme ned til Visitorcentret, hvor der er en stor pareringsplads umiddelbart ved nedgangen til GLENN CANYON DAM.

Her fra dette sted kan vi rigtigt se broen.

Det er en bue bro, hvor broen står på buen. Benene på buen er direkte støbt ned i sandstenen på begge sider. Broen hænger faktisk kun støttet på begge sider 231 m. over COLORADO RIVER.

GLENN CANYON DAM er den nyeste af alle de dæmninger der bygget over COLORADO floden.

Visitor Centret (besøgscentret) hedder CARL B. HAYDEN Visitor Center og er opkaldt efter Arizonas senator med samme navn. Besøgscentret styres ad den nationale parkservice der er underlagt BUREA OF RECLAMATIONS.

Inde i besøgscentret går der en elevator 34 m., ned til toppen af dæmningen.

Forinden skal man dog igennem et sikkerhedscheck hos vagtpersonalet.

Når man er kommet ned på dæmningen så går der fra elevatoren en ca. 100 meter lang tunnel ud af bjerget inden man kommer direkte ud på den nordlige side af dæmningen.

GLENN CANYON DAM er 476 m. lang og bredden er her på toppen 11 m.. I hver side af er der nedlagt skinner til den store kran der næsten kan køre over hele dæmningen. På kranen står der at den kan løfte 165 amerikanske ton (150 metriske ton).

På bagsiden af dæmningen er der 8 indtags huse hver med et maskineri til betjening af en ventil hvor vandet kommer ind til turbinerne. Det er disse (Penstock) stopventiler der eventuelt skal kunne udskiftes ved hjælp af kranen. Disse Penstock ventiler er 5 meter i diameter og 152 m. lange.

Toppen kan tages af disse huse således at kranen kan komme til dem.

På hver side af dæmningen, cirka 500 meter oppe mod strømmen er der et overløbsindtag. Disser overløbsindtag (spillways) er kæmpestore tunneller der fører direkte uden nogen form for ventiler, udenom dæmningen, og tjener til at sikre dæmningen mod at løbe over, hvilket ville være katastrofalt. Disse overløb har deres udløb et godt stykke længere nede af floden end de udløb der kommer fra generatorerne.

Vi kommer til bunden af dæmningen i løbet af et minut med en elevator der fører os de 161 m. ned.

Her er man overladt til sig selv, man skal blot følge de skilte der viser rundt.

Den første hal vi kommer ned i er kold, brochuren fortæller at temperaturen er konstant 10 grader året rundt. Hallen forbinder dæmningen med generator hallerne der ligger 30 m.

længere fremme med strømmen. Det stykke mellem disse to haller, hvorunder turbinerørene løber er fyldt op med jord og tilsået med græs. Denne græsplæne er 8.000 kvadratmeter og har det ene formål at køle de underliggende rør, der befinder sig 9,6 m. under plænen.

Her hvor vi kommer ind i generator hallen er der et videorum, hvor man får lidt fortalt om dæmningen. Der vises blandt andet en film om bygningen af den. For at forhindre den porøse sandsten i at gå løs og blandt andet falde ned på dæmningen har man måttet forankre den med 2″ (50 mm) 14-23 meter lange jernankre der er boret ind i sandstenen og så støbt fast med beton

Dæmningen er bygget mellem 2 sandstensvægge der ikke er så stabile som de ser ud til. Derfor har man bygget dæmningen et godt stykke ind i begge sider.

Her er der også vist et stykke af det kabel der har båret den løbekran der har hængt over dalen da man byggede dæmningen.

På højre side ved udgangsdøren er der en oversigt der viser strømmens vej fra vandet over generatorerne til forbrugeren.

Vi går gennem udgangen så kommer vi ind i selve generatorhallen. Her er der 8 generatorer der til sammen kan yde 1.350.000 kilowatt eller 1.3 megawatt eller igen cirka det dobbelte af vort Enstedværk ved Aabenraa. Generatorerne er installeret ved opførelsen af dæmningen i årene 1964 til 1966 og er blevet renoveret til en højere ydelse i 1980.

GLENN CANYON DAM er forsynet med såkaldte HYDROELEKTRISKE GENERATORER fordi det er vandet der producerer energien. Vandet strømmer fra de 152 m. høje indtag direkte ned gennem dæmningen, under plænen og ned til vandturbinerne før det igen når floden. Oven over disse turbiner befinder sig generatorhallen med generatorerne.

Hver turbine skal bruge 102 kubikmeter vand pr. sekund for at kunde yde de 155.500 hestekræfter der skal til for at kunne bringe generatoren op på den fuld ydelse af 173 000 000 watt. Hvis hele anlægget kører på fuld ydelse er forbruget 60 000 000 liter hvert minut.

Hvis vi forlader generatorhallen kommer vi ud til transformatorerne. Den producerede spænding er på 13.800 volt. Her bliver den transformeret op til henholdsvis 230.000 og 345.000 volt alt afhængig hvor den skal transporteres hen (her er der afstanden der har betydning).

Herfra går der kabler op til kanten af kløften hvor der befinder sig et fordelingsnet der fordeler strømmen ud i området.

430 kilometer længere nede af COLORADO RIVER ved HOOVER DAM laver der samme vand igen strøm, og efter HOOVER DAM kommer der igen flere dæmninger.

På venstre side foran generatorhallen kommer der en tosporet vej ud af bjerget. Det er en servicevej der fører op til kanten af kløften.

Herfra går vi hele turen tilbage og tager elevatorerne op til toppen ved besøgscentret hvor der er opstillet en model af hele dæmningen.

Bag dæmningen ligger GLENN CANYON NATIONAL AREA, der består af LAKE POWELL, der forsynes med vand fra mange floder, heriblandt GREEN RIVER og COLORADO RIVER.

LAKE POWELL er et rigtigt fritids område. Her er der rig lejlighed for alle former for vandsport.

Vi forlader GLENN CANYON DAM, og fortsætter nordover ad hovedvej 89N. På de første 16 miles kører vi stadig i GLENN CANYON RECREATION AREA. Flere steder går der veje ned til søbredden, hvor vi kan se den ene lystbådehavn ved siden af den anden.

Lige efter at vi forlader området kommer vi til BIG WATER som er den sidste by inden vort bestemmelsessted KANAB. Afstanden mellem BIG WATER og KANAB er 66 miles (89 kilometer). Vi møder kun enkelte huse og hist og her indkørslen til en farm.

 

KANAB er som sagt vort mål for denne dag.

Straks da vi ankommer til byen ser vi at der ligger en RV plads på højre side ved bygrænsen, men vi beslutter nu alligevel at køre ind i byens centrum for at se hvordan byen ser ud.

Det viser sig imidlertid at der her midt i centrum også ligger en RV plads med plads til et halvt hundrede køretøjer.

Vi kører straks derind og finder en plads hvor vi kan stille camperen.

Efter at vi har fået os installeret (el, vand og kloak tilsluttet) begiver IDA og KLAVS sig over til vaskeriet, der her ligger på nabogrunden, og er et normalt møntvaskeri for byen.

 

Kort tid efter at de er gået banker det på døren, og da jeg lukker op står der en mand udenfor, der på en blanding af amerikansk og svensk spørger om kan må forstyrre mig et øjeblik.

Det må han selvfølgelig gerne, så jeg byder ham ind og han præsenter sig.

Jeg kan hvor meget jeg end har forsøgt ikke huske hans navn. Ærgerligt.

Han fortæller at han er af dansk afstamning. Hans bedstefar var fra Tjekkoslovakiet og udvandrede til Danmark. Her blev hans far født. Senere udvandrede de til Sverige hvor han selv blev født. Faderen er så senere med sin familie udvandret til USA.

Han fortæller også at han for nogle år siden selv har været på besøg i Danmark for at se de steder hvor hans far og bedstefar har boet. Det var efter hans forklaring et sted på Østfyn, omkring Lundeborg.

Har bor her på campingpladsen, og er her udelukkende for at finde et sted hvor han kan bygge sig et hus.

Han har i øjeblikket et hus ved PALM SPRINGS, som han vil sælge, da han er træt af altid at skulle reparere det, efter de mange jordskælv der er der hvert år. Medens han er her for at finde den byggegrund er håndværkerne hjemme ved at reparere hans hus. PALM SPRINGS ligger lige på den revne i jordskorpen som kaldes SAN ANDREA FORKASTNINGEN, der strækker sig ned gennem det meste af Californien.

Vi får et par timers hyggelig snak om alt mellem himmel og jord. Det drejer sig specielt om camping. Han fortæller blandt andet at camping i USA anses for at være en form for rekreation (alle camping køretøjer, campingvogne, autocampere og campingtrailere kaldes herovre RECREATION VEHICLES) og beskattes ikke særligt højt, f.eks. er skatten for en camper uanset størrelse ca. 900 kroner om året. Nummerplader har ikke den samme pris overalt i USA; men er sammen med bilforsikringen billigst netop her i UTAH. Nummerplader koster 10 dollar pr. sæt.

At amerikanerne har et andet forhold til camping ser man jo også helt tydeligt på den måde hvorpå campingpladserne er placeret. Hvilken kommune i Danmark ville acceptere en campingplads nær byens centrum på en af de bedste pladser mellem tankstationer, restaurationer og butikker.

Herovre er camping en stor del af livet for mange amerikanere.

Da min gæst er gået, og IDA og KLAVS er kommet tilbage fra vaskeriet beslutter vi os for at gå en tur rundt i KANAB for at se byen.

Det er godt nok blevet sent, klokken er omkring 22.00 da vi begiver os ud i byen.

Der er ikke mange mennesker på gaden.

KANAB er en grænseby, beliggende ganske få mil nord for GRAND CANNYON og ARIZONA.

Lige ved siden af vores campingplads ligger der burgerbar, og herefter kommer der et T-kryds. Det er den vej der fører ned til grænsen til ARIZONA og til byen FREDONIA.

Hovedvej 89 slår et knæk på 90 grader til højre, for efter 200 m. igen at slå et 90 graders knæk, denne gang til venstre.

Det er KANAB´s centrum. Her ligger butikkerne. På vores gåtur ser vi en forretning der handler med LEWIS cowboybukser, en antikvitetsforretning der også har gamle våben og en rigtig postdiligence.

Ved en tankstation står der en kæmpestor autocamper, der er hensat til salg. Camperen er en Allegro og er vel nok en ti meter lang. Den er 10 år gammel, har fået en ny maskine, og kan købes 14.000 dollar.

Efter en times spadseretur rundt i byen kommer vi tilbage til vores camper, og efter aftenskaffen går vi til ro.