19.Dag

Tirsdag D.6 April 1993

Kørestrækning:

Miles/kilometer:

 Det er koldt da vi vågner.

Batteriet til camperen er i nattens løb igen løbet tom for strøm. Jeg starter bilen og et øjeblik efter starter gasfyret. Snart efter kan vi mærke den varme luft der strømmer ind i camperen.

Vi har et par gange tidligere haft problemer med at batteriet løb tom. Det skete selvfølgeligt kun når vi var i de kolde områder hvor varmeapparatet skulle køre hele natten.

Den ene gang oppe i KINGS CANYON startede jeg også bilen midt om natten og i løbet af en halv times tid var batteriet så meget oppe på dupperne at det holdt resten af natten.

Begge batterier, både det til bilen og det til camperen er kun på 60 amperetimer. Bilens generator er efter danske forhold i overstørrelse nemlig på 130 ampere.

Medens batteriet lades op får vi morgenkaffe.

Vi kan se at det har sneet lidt i nat, da der ligger et tyndt lag over det hele.

Butikkerne har ikke åbnet endnu, så starter vi med at køre helt ud til den vestlige ende af nationalparken ved det der hedder HERMITS REST. Det var her de første nybyggere slog sig ned. De har nok troet at dette var verdens ende.

Herude ved HERMITS REST har vi en fantastisk udsigt over den vestlige del af GRAND CANYON, lige så langt øjet rækker er der kløfter, den ene flottere end den anden. Her tidligt på morgenen er der endnu ikke så mange der er på benene endnu. Souvenirbutikken har åbnet. Her handler de både med indianske ting og alle mulige slags sten som findes i området. Derudover har de selvfølgelig alle de normale ting som en sådan butik nu engang skal have.

Vi kører herfra østover og stopper ved hvert udsigtspunkt, kun afbrudt af en lille indkøbstur i GRAND CANYON VILLAGE, hvor vi provianterer til de næste dage.

Jo, jeg køber mig en cowboyhat. Den koster 48 dollar.

Inden vi forlader byen skal vi også lige have tanket bilen op. Den har nu kørt 7.747 miles, hvilket vil sige at vi har kørt 2.883 miles eller 4.639 km.

Vi fortsætter langs udsigtspunkterne, og kommer undervejs til et Navajo museum, der viser hvordan Navajo indianerne har boet og levet før i tiden.

Det sidste sted vi besøger inden vi forlader GRAND CANYON er igen DESSERT VIEW, men ligesom da vi ankom i går, begynder det nu at sne og det nedsætter sigtbarheden væsentligt. Her ved DESSERT VIEW har vi nok den mest pragtfulde udsigt. Lige her er der et knæk på selve COLORADO floden. Den kommer oppe nordfra og fortsætter så vestover. Samtidigt har flere andre CANYON’er deres udløb her.

Her er der også en stor butik der handler med souvenir og forskellige smykker som indianerne fremstiller. Over denne butik er der et udsigtstårn der for Klavs ligner et fyrtårn, så han snakker kun om at komme op i fyrtårnet.

Vi forlader nu GRAND CANYON samme vej som vi kom ind og laver et ophold ved LITTLE COLORADA RIVER GORGE, hvor indianerne i dag har gang i salget fra deres boder.

Alle steder er det sølvsmykker i alle forskellige udformninger og med mange forskelle slags sten som smykkesten.

Lige bag ved boderne ligger der en miniudgave af GRAND CANYON. Her er der flere kløfter der gør ned til LITTLE COLORADO RIVER der løber en 100 m. nede.

 

Turen går nu tilbage til hovedvej 89N, og vi kører nordover. Lige efter CAMERON passerer vi LITTLE COLORADO RIVER over en højbro. Både jernbanen og hovedvejen har sin egen bro. Efter en 10 miles kommer vi igennem et område hvor sanddriver ligger helt ude på vejen. Ved siden af vejen ligger der store bjerge af det fineste fygesand. Vi kan se at de har problemer med at holde vejen ren, da der et enkelt sted står parkeret noget der ligner en sneplov.

Fra CAMERON er der 16 miles indtil vi når til T- krydset hvor hovedvej 160E går mod COLORADO.

På hovedvej 160 fra 89’eren og helt til KAYENTA er der kun en eneste lille by TUBA CITY, resten er kun små samlinger af huse.

På den første del af turen der er på 82 miles (132 kilometer) er landskabet ret fladt, kun enkelte steder langt ude i det fjerne er der bjerge.

Efter at vi har passeret det sted hvor hovedvej 98N går fra, begynder bjergene på begge sider af vejen og vi kommer først ud af dem igen ved KAYENTE. Det er ikke så besværligt at færdes i disse bjerge, da vejen for det meste løber ved foden af bjerget og kun et enkelt sted skal vi over er pas, MARSH PASSET der har en højde p† 6.700 food (2.043,5 m.). Var det ikke fordi at det var angivet på kortet havde vi nok ikke opdaget det.

På den sidste strækning inden KAYENTA er bjergene slidt runde. De ligner af udseende meget THE OLGAS i Australien.

KAYENTE er den første rigtige by vi kommer til, her er der både restauranter, burger bar og tankstationer.

KAYENTE er den sydlige indgang til MONUMENT VALLEY og den største by i NAVAJOLAND. Mange bruger den som udgangspunkt for ture i omegnen, men vi drejer af og kører direkte ind på hovedvej 163N der går mod UTAH.

Der er omkring 22 miles (35,4 km.) til MONUMENT VALLEY og efterhånden som vi nærmer os begynder landskabet mere og mere at ligne det som vi tit har set i fjernsynet fra MONUMENT VALLEY.

Lige før vi når afkørslen til selve dalen passerer vi grænsen og er nu i UTAH.

Det går smertefrit, der står kun et skilt i vejsiden der byder os velkommen til UTAH.

200 meter efter skiltet og grænsen skal vi dreje af og passerer så igen grænsen og er tilbage i ARIZONA igen.

Her på vejen op til dalen er der på begge sider indianske salgsboder og vi har endnu ikke set ret meget til de høje søjler der skulle være overalt i dalen.

For enden af vejen ligger informationen og en lille campingplads.

Vi kan nu se MONUMENT VALLEY.

Hvorfor vi ikke kunne se den før, skyldtes at vi her ved dalens begyndelse befinder os på samme nivau som toppen af alle MESA’erne ude i dalen.

 

MONUMENT VALLEY er et 2.600 kvadratkilometer enestående skønt landskab. Det skønneste område er det ca. 12.000 hektar store MONUMENT VALLEY TRIBAL PARK, der forvaltes af NAVAJO indianerne. Vi befinder os stadig i NAVAJOLAND der er et område på 6,4 milioner hektar (64.000 kvadratkilometer eller halvanden gange Danmark), hvor der kun bor 170.000 indianere.

 

MONUMENT VALLEY blev dannet i MESOZOIKUM tiden, for omkring 70 millioner år siden, hvor der strakte sig et urhav fra den MEXIKANSKE GOLF og hen over denne region. Senere har regionen så hævet sig og den gamle havbund med sandstenslagene er blevet frilagte. Mod slutningen af MIOZ’N tiden for ca.10 millioner år siden, blev COLORADO PLATAUET af indre kræfter trykket i vejret. Overfladen af TAFFELLANDET bølgede og slog revner, og siden har vind og vejr gjort resten. Uafbrudt erosion har siden dannet disse tårne (kaldet MESAER) og bjergkupler og med tiden skabtes så MONUMENT VALLEY.

 

Alle MESAER er omkring 300 meter høje, og efter dem er landet nede i samme nivau som ved foden af MESAERNE. Vi befinder os altså ved kanten af et platau, som er hævet 300 meter over det efterfølgende terr‘n.

Vi bliver straks da vi stopper ved besøgscentret opsøgt af en indianerpige der vil sælge os en jeeptur ud i dalen; men først vil vi have formaliteterne i orden, så jeg går op i informationen og melder os til på campingpladsen for en overnatning..

Campingpladsen der ligger på den modsatte side af vejen som besøgscentret er ret spartansk indrettet. Her findes der ikke de goder vi har været vant til de andre steder. Her er der hverken vand, strøm eller kloak. Vi får senere at vide at der overhovedet ikke findes drikkevand i området.

Efter at vi har fundet vores tildelte plads, gør vi igen over til besøgscentret for at komme på jeeptur ud i MONUMENT VALLEY TRIBAL PARK.

Vi kan vælge mellem 2 ture.

En på halvanden time til 12 dollar pr. voksen og en på toenhalv time til 15 dollar, pr. voksen. Klavs er gratis.

Vi vælger den på halvanden time, da det sådant cirka vil passe med at vi så er tilbage ved solnedgang.

BARBARA som indianerpigen hedder viser os hen til en chauffør der hedder JIMMY, det er ham der skal køre os ud i området

Først går turen ud til kanten af platauet, og herefter begynder nedturen med jeep-en.

Det går gnidningsløst. Vi møder et par enkelte personbiler der har vovet sig herned, og ellers er det kun firehjulstrukne biler der kører herude.

Hvis vi kigger tilbage på det sted hvor vi kom ned, så kan vi se at stedet herfra også ligner en mesa, men her er der bare bygget et hus oppe på toppen, det er besøgscentret.

 

HARRY GOULDING, der i 1920-erne grundlagde det i nærheden liggende GOULDINGS LODGE og TRADING POST gjorde området verdensberømt, fordi han kunne overbevise HOLLYWOOD’s filmfolk, herunder JOHN FORD om, at WESTERNS skulle optages herude.

I 1938 optoges her den klassiske Western “STAGECOACH” med bl.a. JOHN WAYNE. Senere kom “KIT CARSON”, “CHEYENNE AUTUM”, “HOW THE WEST WAS WON” og “EIGER SANCTION”.

På vores tur ser vi alle kulisserne in natura.

 

Vi medbringer rigeligt af film og videobånd, og som alle andre vil vi også fotografere området fra alle vinkler. Jimmy stopper tit for at vise os de forskellige MESAer, så kan vi samtidigt fotografere disse vidunderlige scener.

Ved det fjerneste punkt ender vi ved sandklitter, der også er kendt fra mange film. Det er her NAVAJOERNE har deres får gående.

I den yderste ende kommer vi til TOTEM POLE (dødspælen) og YEI BE CHEI (danseren).

På vej tilbage til besøgscentret kommer vi forbi RAIN GOD MESA og ARTIST POINT.

Den smukkeste udsigt har vi fra JOHN FORDS POINT, hvor vi kan se direkte ud af NORTH WINDOW.

NORTH WINDOW var JOHN FORDS ynglings motiv her i MONUMENT VALLEY.

Jimmy stopper ved alle MESAER og fortæller både hvad de hedder og hvad de kaldes. En kaldes KAMELEN, en anden ELEFANTEN alt efter deres udseende. Om DE TRE SØSTRE fortæller han at de er til minde om JOHN WAYNE, da de i en bestemt vinkel ligner hans initialer JW.

Jimmy stopper et sted og viser os hvordan indianerne oprindeligt boede herude. Her ser vi en af deres HOGAN hvor de ved siden af har opbygget et træ skelet der på varme dage kan beskytte dem mod solen, hvis de absolut vil sidde udendørs.

En HOGAN er et rundt hus der ligner en skål der er vendt på hovedet. Jimmy fortæller at de har tykke lerklinede vægge for neden, der så bliver tyndere opefter. Øverst i huset er der et hul for at røgen fra ildstedet kan slippe ud.

Der findes tre giftige dyrearter her i dalen. Den ene er klapperslangen, den anden en kæmpestor edderkop og den sidste skorpionen. Alle tre gemmer sig bag stene og under buskene, så man skal ikke stikke hånden ned i en busk eller flytte en sten. Deres bid eller stik indeholder en dræbende gift.

Det regner jævnligt herude. Der løber også en lille flod gennem dalen, men vandet fra regnen og floden er udrikkeligt på grund af den rødbrune farve den får af sandet. Alt drikkevand til de 17 indianerfamilier der bor herude må hentes på det nærliggende sygehus.

Efter en over to timers rundtur kører JIMMY os direkte tilbage til campingpladsen. Vi kan regne ud at vi har fået den store tur

Det er nu blevet mørkt så vi kan ikke se mere i dag.

Campingpladsen er uden nogen form for faciliteter, det er godt vi har tanket det hele op, så vi kan klare os selv.