18.Dag

Mandag D.5 April 1993 

Kørestrækning:

Miles/kilometer:

 En ting har man svært ved på sådan en tur, og det er at holde rede på dagene, og særligt herovre, hvor lørdage og søndage ligner alle de andre dage.

Klokken 7.45 er det afgang op til METEOR CRATERET. Hele vejen derud er der opsat skilte langs vejsiden der fortæller om krateret, og at det er blevet anvendt som træningscenter forud for måne turene sidst i 60-erne.

Oppe ved kraterkanten er der en parkeringsplads og oppe på kraterkanten er der et museum. Museet har både en afdeling om APOLLO rumskibenes ture til månen og en om selve krateret.

 

For over 49.000 år siden dannedes dette krater.

Forestil dig en gigantisk meteor, af et materiale med en tæthed der endnu i dag er ukendt, med en vægt på millioner af tons, med hastighed på omkring 75.000 km/t drøner ned på jorden. Nedslagsenergien er beregnet til 15.000 tons TNT, eller det samme som HIROCHIMA bomben i 1945.

Over 300 millioner tons klippemateriale blev slynget op i luften og dannede ved nedfaldet kraterkanten.

I dag er DIABLO METEOR CRATERET et af ARIZONAS mest besøgte attraktioner.

Hullet i jorden er 190 m. dybt, 1600 m. i diameter og over 5 km i omkreds. Stort nok til at kunne huse en 60 etagers sky skaber og stort nok til at der i bunden kunne være 20 fodboldbaner.

Fra tilskuerplatformen ved museet er der udsigt til hele krateret. Til trods for at der udenfor krateret var næsten vindstille, opstår der hele tiden små kraftige vindstød nede i krateret, der så suser op over kanten.

Man har aldrig fundet hele den meteor der lavede krateret, men ved prøvegravninger har man fundet et stykke af den. Det vejer over 700 kilo.

Krateret er ikke det største på jorden, men det er det bedst bevarede.

 

Fra meteorkrateret kører vi tilbage til FLAGSTAFF. Vi benytter igen US Hwy 66/180W, strækningen hører under den legendariske Route66, der stammer helt tilbage fra 30´erne.

Den højst tilladte hastighed på disse strækninger er 65 miles/t (svarer til 105 km/t). Den typiske hastighed ligger konstant på omkring 75 miles/t (120 km/t) og det gælder for både personbiler og lastbiler, ja endda motorvejspatruljerne kører med denne fart.

Et par mil efter at vi har forladt vejen op til krateret, kan jeg i mit bakspejl se at der kommer en lastbil bag ved os, der kører i det indvendige spor. På trods af vor efter amerikanske normer høje hastighed på 75 miles i timen nærmer den sig hurtigt.

Da han er lige bag ved os giver han et ordentligt dyt i hornet.

Lige da han er oppe på siden af os kan jeg se at det er en sættervogn. Da han passerer os kan jeg yderligere se at han har to store påhængsvogne bagefter. Hvis jeg skal lave en vurdering af vogntogets længde vil det være omkring de 45-50 m.

 

Ved afkørsel 201 drejer vi nordover på HWY 89N. På vores venstre side har vi SAN FRANCISCO PEAKS med ARIZONAS højeste punkt HUMPHREYS PEAK, på 12.633 fod (3.840 m.). ARIZONA SNOW BOWL der ligger på den vestlige side er ARIZONAS vintersportssted.

Efter 10 miles drejer vi af til højre for at komme op til SUNSET CRATER.

 

SUNSET CRATER er et vulkansk krater. Det er ikke fordi bjerget er særligt højt, det er kun 300 m. over terrænet.

Det er dannet i vinteren mellem år 1064 og 65, da vulkanen sidste gang var i udbrud. Herved slyngedes store mængder vulkansk aske og slagger så højt op i luften at det i dag stadig kan spores i hele det nordlige ARIZONA. Resultatet af dette udslip er at bjerget i dag hedder SUNSET CRATER, fordi solens stråler ved solnedgang får de skønneste reflekser i de røde slagger.

En sådan slaggekegle opbygges ved at den dybt nede i jorden liggende magna (glødende stenmasse), der dannes når jordskorpen gnider mod hinanden, oparbejder et meget højt gastryk der på et eller andet tidspunkt for jordskorpen til at slå revner. Herved aflades trykket med et kæmpestort brag, som når en ballon revner. Magnaen som samtidigt bliver presset med op størkner ved afkølingen og kan virke som lavabomber der først skydes højt op i luften, hvorunder de afkøles, for senere at falde ned. Mange stykker PUMICE (pimpsten) kan indeholde så store mængder gas at de endda kan flyde på vandet.

Fint vulkansk støv kan af vinden bæres næsten hele jorden rundt, hvorimod den tungere aske og slagger vil bedække det nærmeste landskab omkring hullet. De største stykker falder nærmest og de mindste længst borte. Efterhånden som keglen opbygges kan der komme mindre udbrud af flydende lava, på siden af keglen, der så løber ned af bjergsiden og danner lavafloder, der således er med til at opbygge vulkanbjerget.

 

Udbruddet var årsag til at de omkringboende SINAGUA indianere måtte forlade området, som de havde beboet i over 400 år. Herfra er de formodentlig vandret ned til deres næste hjem MONTEZUMA CASTLE.

 

Vi standser ved en af disse lavafloder for at se dem på nærmere hold. Den ser uvirkelige ud, sådan som den pludselig rejser sig et par meter over der omkringliggende terræn. Den er meget ru og ligner næsten en gang tørret havregrød.

Klavs og jeg går hen til den, og næsten helt naturligt prøver jeg at sparke til en af knoldene; men den rokker sig sku ikke. Så prøver jeg en anden, den giver sig heller ikke. Det hele er lige så hårdt som beton. Enkelte steder har et træ sat sig fast, og rager mange meter op over lavafloden. Efter megen søgen lykkes det at finde et lille stykke løst lava, som vi tillader os at tage med hjem.

På vor vej op til SUNSET CRATER møder vi BONITO LAVA FLOW der stammer fra basis udbruddet og dengang fyldte en hen dal med op til 100 m. tyk lava. Har man tid nok kan man stoppe her, og besøge ICE CAVE , SPATTER CONE , SQUEEZE UPS og LAVA FLOW.

ICE CAVE bør kun besøges af personer med en god kondi, da den skal beses i bøjet stilling på grund af dens ringe højde. Hulen er kold, fugtig og ikke oplyst, så man skal leje både lygte og sikkerhedshjelm i besøgscentret.

Vi kan ikke komme helt op til SUNSET CRATER, det kunne man før i tiden, men vejen er nu spærret og der er opsat skilte med adgang forbudt.

Kraterkanten ligger 2.448 m. over havets overflade. Hele det nordlige Arizona ligger i gennemsnit ca. 2,000 m. over havoverfladen.

Vi kører et stykke om på den anden side af krateret, og her falder området stærkt nedad ud imod WUPATKI´ernes land.

Vi vender camperen ved CINDER HILLS OVERLOOK og kører samme vej tilbage til 89-eren.

Da vi er kommet ud til hovedvejen drejer vi nordover, vi kunne i og for sig godt have fortsat ind gennem WUPATKI´ernes land, da den vej forbi krateret alligevel igen kommer ud til 89-eren, blot 10 miles længere nordpå.

Da vi forlader området er det begyndt at trække op til storm.

Det er vor mening at vi lidt nord for bjerggruppen SAN FRANCISCO PEAKS vil tage en afstikker over til hovevej 180, men det tør vi ikke vove, for enten har vi overset den rigtige vej eller er det kun den markvej vi finder aflukket med en jernbom, så vi fortsætter helt op til en miles syd for CAMERON inden vi drejer ind på hovedvej 64, der går direkte ud til GRAND CANYON.

Omkring 8 miles før CAMERON står der et vejskilt der fortæller at vi nu begiver os ind i NAVAJO LAND.

NAVAJO LAND er hele den nordøstlige del af ARIZONA og et hjørne af de andre tre stater der grænser op til. NAVAJO LAND er NAVAJO INDIANER RESERVATET, der foruden NAVAJOERNE også tilhører HOPI indianerne.

Vi mærker først at vi er kommet til et andet område da vi drejer af på 64-eren. For her er der pludselig indianerbyer langs vejene. De bor godt nok ikke i telte, men i hytter og campingvogne. Langs med vejen er der opsat salgsboder, men de er på grund af stormen ikke besat.

Vi kan nu tydeligt mærke at stormen er taget kraftigt til. Det rykker ret kraftigt i camperen, og den campingvogn der kører foran os svinger meget fra side til side.

Her på det første stykke af vejen ind til GRAND CANYON er der meget vejarbejde. Man både udvider vejen i bredden og enkelte steder retter man svingene ud.

Efter ca. 15 miles kommer vi til noget der ligner en canyon. Skiltene fortæller at vejen går ned til LITTLE COLORADO RIVER GORGE.

Efter yderligere en 15 miles kommer vi til indgangen til selve GRAND CANYON NATIONALPARK. Her skal vi betale for at komme ind.

Det første sted vi m›der GRAND CANYON er ved det ›stige udsigtspunkt der hedder DESSERT VIEW. det er nu begyndt at sne, så vi er kun ude et kort øjeblik. Temperaturen ligger under frysepunktet.

Vi befinder os cirka 7.000 fod (2.135 m.) over havoverfladen.

 

SOUTH RIM, sydkanten af GRAND CANYON er åbent hele året, og er det mest besøgte rejsemål i USA. Her er der stor aktivitet året rundt.

GRAND CANYON kan ikke beses på en dag, men vi har ikke afsat mere så vi har afstået fra forsøget på at komme ned til PHANTON RANCH, der ligger nede i bunden. Turen derned og op kan gøres til fods eller på et muldyr. Det siges at det sikreste er på muldyr. Turen derned varer en hel dag og turen op varer også en hel dag, og man anbefaler mindst en hel dag til at hvile ud i. Enten har man trætte og ømme ben eller en øm bagdel.

Det er nødvendigt at vi finder et sted at overnatte, så vi kører direkte ud til GRAND CANYON VILLAGE, der ligger helt ude i den anden ende af nationalparken.

Herude er der et stort indkøbscenter, en restauration, en bank, et posthus og en souvenirbutik.

Vi kører i første omgang forbi det hele, for indkørslen til campingpladsen ligger ved den venstre side af centret.

Vagten ved indgangen meddeler at alt er optaget, og henviser os til en plads der ligger uden for parkens sydlige indgang.

Vi kører tilbage til indkøbscentret og parkerer camperen, medens vi går på indkøb og senere på spisehuset.

Da vi er blevet godt mætte af en gang fisk, beslutter vi os til at blive på parkeringspladsen natten over. Det er ikke første gang vi ikke overnatter på en campingplads og vi er endnu ikke blevet jaget væk, så hvorfor skulle det ske nu.

I løbet af aftenen kommer der mange flere campere, så efterhånden holder der nok en snes stykker her.

Vi har købt lidt kage til aftenskaffen så efter at vi har skrevet en del postkort til dem derhjemme, kryber vi til køjs.