15.Dag

Fredag D.2 April 1993

Kørestrækning: 

Miles/kilometer: 

Klokken halv otte er vi på vej østover ad Interstate 10, også kaldet Christopfer Colombus Freeway.

Vort første stop bliver ved COLOSSAL CAVE.

Disse grotter er efter sigende verdens største; men er stadig ikke udforsket, da de er meget svært tilgængelige.

Vi har tidligere besøgt grotterne ved Postojna i det tidligere Jugoslavien, nu Slovenien og en i Tjekkoslovakiet. I begge disse grotter var temperaturen omkring de 7 grader, så vi tog det varme tøj på inden vi begav os ned i COLOSSAL CAVE.

Det blev dog noget af en overraskelse. Her er temperaturen nemlig omkring de 20 grader. Det er en såkaldt varm grotte. Det er jo heller ikke så mærkeligt, da ude temperaturen om dagen ligger omkring de 30 grader. Vi blev hurtigt klar over at vi skulle smide trøjen igen.

Det område af grotten der er tilgængeligt er ikke særligt stort; men strækker sig dog over flere etager.

Guiden viser os de steder hvor indianerne har boet. Han fortæller også at den berømte indianerhøvding Gioranimo havde gemt sig i disse grotter sammen med sine krigere, da han jagedes af US Army.

Legenden fortæller om store indianske guldskatte der skulle være gemt dybt inde i grotterne.

Her skulle der også være gemt tyvekoster fra togrøvere og fra spaniernes udplyndringer.

 

Her fra kører vi tilbage til hovedvejen og fortsætter østover mod BENSON, forinden når vi da lige at se at der ved det vestlig gående spor ligger et STEAKHOUSE ved afkørslen til grotterne. Vi beslutter os for at spise aftensmaden her, når vi er på vej hjemad.

Ved BENSON drejer vi sydover på State Hwy 90S og kører på den østlige side af en bjergkæde ned til HUACHUTA CITY.

Her ligger der en RV forhandler som tilfældigvis har 2 brugte hjulkapsler til vores camper. De koster 40 dollar, hvilket er halv pris. De bliver pakket ind i papir og stuvet væk i bagagerummet, så er det jo stor chance for at de er hele når de skal sættes på ved afleveringen.

Lidt syd for byen ligger FORT HUACHUTA. Efter beskrivelserne var vores forventning at se et rigtigt fort fra 1800 tallet, sådan som vi ofte har set dem i fjernsynet; men det var det blot ikke. FORT HUACHUTA var godt nok en forpost ved den mexicanske grænse, og bestod kun af en militærforlægning, midt i et stort militært område.

Her var der et stort museum der viste fortets historie og udvikling fra dengang Arizona var en del af Mexico og hørte under den spanske trone, fra dengang Mexico blev selvstændigt og til Arizona blev medlem af de forenede stater i 1912.

Vi forsætter på hovedvej 90 og kører nu østover til BISBEE.

BISBEE er en gammel kobbermineby der havde sin storhedstid først i dette århundrede.

Den var dengang den største by mellem SALT LAKE CITY og SAN FRANCISCO. Hvorfor man brugte den sammenligning var fordi en stor del af trafikken mellem de to byer gik over BISBEE, da man skulle uden om Nevada ørkenen, Death Valley og Grand Canyon.

Lige først i byen når man drejer væk fra hovedvejen ligger byens museum, der beskriver byens historie som kobbermineby. Museumsdirektøren er imponeret over at have fået gæster fra Danmark, så han viser egenhændigt rundt og fortæller om fundet af det første kobber i 1850´erne.

På den modsatte side af hovedvejen ligger den første kobbermines indgang. Ligesom dengang hedder minen QUEENS MINE. I dag er den lukket, og fungerer udelukkende til fremvisning for turister.

Vi bliver iført regnfrakke, udstyret med sikkerhedshjelme og batterilygter der monteres på hjelmene, inden vi siddende overskrævs på en planke bliver befordret ind i minen med det samme tog som i sin tid befordrede minearbejderne derind.

Denne del af minen blev indviet i 1912 og lukket i 1960`erne.

Det eneste lys der er i minen, er det lys vi medbringer i form af vore batterilygter, så det hele farer lidt rundt, når guiden fortæller og alle skal følge med ved at dreje hovederne efter det guiden fortæller om.

Det første stop vi gør, er ved en trappe der fører op til et kammer hvor man har fundet meget kobber. Kammeret er formet som en halvkugle og meget stort.

Her viser guiden os at der endnu er kobber tilbage, og at der også sidder rester af sølv i væggene. Sølvet er meget tydeligt at se når vi lyser på det.

Turen fortsætter længere ind i minen, og til sidst stopper vi ved en mineskakt, hvor vi alle igen stiger af og følger guiden ind til det sted hvor man stoppede sprængningerne da minedriften ophørte.

Her har man opsat de forskellige arbejdsredskaber man har anvendt i minen. Der er to forskellige trykluftbor. Det ældste skulle der to mand til at bruge. Det nyeste kunne betjenes af en mand og så yde det dobbelte. Med disse trykluftbor borede man huller på en halvanden meters dybte ind i klippevæggen der hvor man ville sprænge. Hullerne blev boret i et spiralformet mønster. Når alle huller var boret blev der ved hjælp af en messingstang presset dynamit ind i hullet. Alle dynamitpatroner var forsynet med en lunte, der alt efter ladningens placering havde forskellig længde.

Den midterste ladning skulle sprænge først, og så skulle de andre følge efter det spiralmønster hullerne var lavet. Der var kun en centimeter forskel på lunterne, og i den yderste ende blev de alle samlet i en klump, således at de kunne tændes samtidigt.

Når sprængningen var overstået var det sprængmesterens opgave at kontrollere om alle ladninger var gået af. Det kunne han normalt se på væggen.

Guiden beder os nu alle om at slukke vore lygter. Vi skal prøve at danne os et billede af hvordan det vil være for en minearbejder når hans lys gik ud.

Det er det totale mørke, man kan ikke engang ane at der står nogen ved siden af en.

Guiden tænder et stearinlys for at vise effekten af en sådan lille lyskilde det mørke rum.

Nu går vi tilbage til vort tog igen; men inden vi kan køre tilbage skal guiden først vende toget, da han ikke må køre ud med den trækkende (skubbende) vogn bagerst.

Efter besøget i minen kører vi en tur syd for BISBEE, hernede ligger nemlig nutidens kobberminer. De er sprængt kegleformet ned i jorden i, og så er der en vej hele vejen ned ude ved kanten. Ved sprængninger, er det så vejen man sprænger bort, og herved gøres spiralen større og dybere og en ny vej etableres.

Her hvor vi står, ligger der to huller å tæt ved hinanden, at de faktisk nu er groet sammen og ligner et ottetal.

Vi forlader nu BISBEE, og kører nordover ad hovedvej 80 og kommer efter 25 miles til TOMBSTONE, byen der er et museum, eller museet der er en by..

TOMBSTONE er en af de rigtige gamle westernbyer i det gamle Arizona. Der er optaget utallige westernfilm i og omkring TOMBSTONE.

Mest berømt/berygtet blev byen på grund af de mange skuddueller der fandt sted.

I den nordlige ende af byen ligger byens gamle kirkegård, BOOTHILL GRAVEYARD, eller oversat STØVLEBAKKE KIRKEGÅRD. Navnet har den fået fordi man her begravede folk så hurtigt at man ikke kunne nå at få støvlerne af dem.

 Byen TOMBSTONE blev berømt på grund af skudduellen mellem brødrene Earp og Doc Hollyday på den ene side og Clanton og Mc.Laury brødrene på den anden side

En kold oktober dag i 1881 mødtes de i gården til OK CORRAL og resultatet kan i dag ses på BOOTHILL GRAVEYARD, hvor brødrene Clanton ligger begravet side om side. På deres gravkors står ” Myrdet af Waytt Earp “.

Som alle andre byer havde TOMBSTONE både Salooner og bordeller. Big Nose Kate’s Saloon var en af dem, og her holdt Doc Hollyday til, her fik han også sin Wisky.

Vi skulle selvfølgelig også se stedet, der efter sigende ikke har forandret sig siden dengang. Der er ikke meget lys i lokalet, og baren fylder hele den højre side.

På gulvet er der strøet høvlspåner for at tage skidtet. Jeg bestiller en øl ved baren, og da Ida vil filme mig kommer bartenderen omgående med en cowboyhat som jeg får på, jo man skal være standsmæssigt påklædt når der filmes et sådant sted.

Godt nok er gaden blevet asfalteret; men fortovene er stadig de kendte træ fortove man så tit har set i filmene.

Lige ved siden af resturanten ligger der en souvenirbutik, hvor Ida køber en sølvmønt til sin samling. Mønten viser skyderiet ved OK CORRAL.

   

Herfra går turen op til BENSON hvor vi igen kommer over på hovedvej 10 og kører mod TUCSON.

Ved afkørslen til COLOSSAL CAVE stopper vi ved steakhouset.

Her bestiller vi 2 store T-bonesteak. Aldrig har vi fået så store T-bonesteak. Ida kan kun spise den ene halvdel af sin, og jeg kan ikke få en stump mere ned da jeg er færdig med min. Vi havde ellers tænk at vi ville have en isdessert, men ak øjnene kunne igen have mere end munden.

Det er nu blevet så sent på aftenen at vi beslutter, ikke at køre ud efter flere cowboybukser i dag.

Det vil vi vente med til i morgen da vi alligevel skal den vej ud når vi forlader TUCSON.

Klokken 21.00 er vi tilbage på campingpladsen.

 

30 er vi CASA GRANDE, en gammel spansk by, hvor nu  IS Hwy 8 der kommer direkte fra SAN DIEGO over YUMA m›der 10-eren.