14.Dag

Torsdag D.1 April 1993

Kørestrækning:

Miles/kilometer:

Ved morgenkaffen beslutter vi os for at benytte denne plads som udgangssted de næste dage, og inden vi kører betaler vi for 2 overnatninger mere. Ejeren af pladsen fortæller os at vi er de første danske gæster der har besøgt pladsen. Han giver os et kort over TUCSON, hvorpå han har noteret sit telefonnummer. Hvis vi skulle gå hen og fare vild, så skal vi bare ringe til ham for så vil han straks komme ud og føre os hjem.

Ved en rundgang omkring camperen opdagede jeg at den venstre bagerste hjulkapsel også har fået en ordentlig bule. Det må være sket da den stod parkeret ved OLD TUCSON.

Vort første mål her til morgen er SAN XAVIER MISSIONEN, der ligger nogle få miles syd for byen, midt i et indianerreservat.

Nu skal man ikke tro at et indianerreservat er et sted hvor de bor i WIGWAM’er. Nej, de bor i en blanding af huse, barakker og trailere. En trailer er en kæmpestor campingvogn. Nogle trailere er lavet på en sådan måde at de kan stilles op mod hinanden, de har så hver sit skrå tag der vender fra hinanden, og derved kommer de til at ligne et rigtigt hus.

Missionen der ligger lidt øde og ved foden af et lille bjerg er helt hvidmalet. Indvendig er man i fuld gang med en restaurering. Lige over for missionen har indianerne opsat deres salgsboder, hvor man kan købe smykker, træskulpturer, souvenirs og meget andet. En gammel indianer viser os billeder fra sin barndom, hvor de endnu boede i deres telte WIGWAM´er. Han er nu som så mange andre indianere sølvsmed og viser os stolt de ting han har lavet.

 

Herfra skal vi køre et stykke tilbage ad MISSION ROAD inden vejen næsten direkte gør til vort næste mål PIMA AIR MUSEUM. Det ligger godt nok på den nordlige side af Interstate Hwy 10; men der fører en tunnel under kørebanen.

PIMA AIR MUSEUM, ligger mellem TUCSON INTERNATIONAL AIRPORT og DAVIS MONTAIN AIR FORCE BASE. Museet er fyldt med flyvemaskiner både indendørs og udendørs. Der er specielle afdelinger for helikoptere, jagerfly, bombefly m.m. Af særlig interesse og det eneste fly der er adgang til, er præsident J. F. Kennedy’s  AIRFORCE ONE. Flyet blev efter mordet på J. F. Kennedy overtaget af præsident Lyndon. B. Johnson.

Det er meget interessent at komme på så nært hold af de flyvemaskiner som man normalt kun ser kondensstriberne af.

Da vi forlader museet og når ud til camperen, ser vi at der i den nordøstlige retning dukker en kæmpestor flyvemaskine op, det er en B52 bombemaskine. Den passerer over museet i sydlig retning. Vi kan se at den har nogle klapper åbnet under bugen.

Pludselig hører vi fire enorme brag. Jeg kravler op på taget af camperen, og når lige at se de store røgskyer der ligger syd for byen. Det er bombemaskinen der har smidt fire bomber i et øvelsesområde lidt syd for SAN XAVIER MISSIONEN.

Kort tid efter kommer der endnu en maskine; men den landsætter faldskærmstropper. Sådan bliver det ved i den tid vi bliver holdende for at få vores frokost.

Vi forlader museets parkeringsplads og kører længere mod nord.

Efter en halv kilometer kommer vi til den kæmpestore DAVIS MONTAIN AIR FORCE BASE. Mange af de maskiner der står her er indpakket i stofposer, så de er nok med i mobiliseringsstyrken.

Denne base har også verdens største kirkegård for urangerede militærfly, de står simpelthen side om side så langt øjet rækker.

Klokken 15.00 når vi op til den nordlige ende af TUCSON, til et område der hedder CORONADO NATIONAL FORREST. Trods vores kort og påpasselighed lykkes det alligevel at køre forkert. De har lagt vejen om, således at vores vej efter kortet ender midt i et meget eksklusivt nyt villakvarter. Via nogle omveje lykkes det alligevel at finde den rigtige vej, der bringer os op til SABINO CANYON.

Da vi var på besøg hos familien Walther i Santa Clara, anbefalede deres ven os at besøge denne dal. Han sagde at han syntes det var en af verdens smukkeste, og da han var Parkranger, burde han vide besked.

Vi må ikke selv køre ind i dalen, men skal med en bus, der består af en Iveco lastbil, hvor der bagpå er monteret bænke og bagpå er koblet en anhænger ligeledes monteret med bænke.

Vejen op gennem dalen er ikke bredere end at bussen lige kan køre på den. Mange steder kører vi over vadesteder, da vejen hele tiden krydser det vandløb der løber i dalen. Overalt er der folk på vandreture.

Man skal køre helt op til vendepladsen med bussen, og først på tilbagevejen kan man stige af, for at gå et stykke af vejen ned og så eventuelt igen stige på en anden bus hvis man bliver træt af at gå.

Oppe ved vendepladsen raster vi i 15 minutter inden det igen går nedad, og nu stiger folk både af og på bussen.

Dalen er meget smal, og overalt er der SAGUARA Kaktus, chaufføren fortæller både på turen op og på turen ned om dalens historie og vegetation. Her i SABINO CANYON findes den største SAGUARA Kaktus, den er omkring 10 m. høj og vejer omkring de 7 tons og formodes at være omkring 200 år gammel.

Turen varer en times tid og er absolut både pengene og besøget værd.

Dalen er fyldt med kaktusser, men mest SAGUARA´er.

 

Herfra kører vi nu tilbage gennem TUCSON, og da vi tilfældigvis kommer forbi en RADIO SHCACK butik stopper vi, da jeg har besluttet at ændre på mine tilledninger til mine ekstra batterier til videokameraet. Jeg er kommet til at knække stikket af på dem begge, så de ikke kan bruges. Hos RADIO SCACK køber jeg en 12 volts loddekolbe, noget loddetin, en ny ledning med stik der passer til mit videokamera. Jeg vil så i stedet for at have stik loddet direkte på batterierne montere en kort ledning mellem stik og batterier. Jeg køber også en 12 til 6 volts adapter, der kan levere mig de nødvendige 6 volt direkte til kameraet. Det koster i alt 14 dollar, hvilket jeg synes er meget billigt.

Medens Ida og Klavs går i byen og handler, reparerer jeg mine batterier.

Lige før vi når tilbage til vores campingplads ser vi en LEVIS butik. Vi havde fået besked med hjemmefra om at købe cowboybukser til hele familien, og alle mål var taget inden vi drog af sted. Bukserne koste 21 dollar pr. par uvasket og det dobbelte i vasket.

Det kniber lidt med at omsætte målene; men ekspedienten har et målebånd med tommer og Ida har medbragt sit med centimeter så ved lidt fælles hjælp går det.

Det overrasker os at man herovre har nogle regler der siger at man kun må købe 3 par bukser pr. dag. Det hjælper ikke engang at sige at vi jo er 3 personer.

Vi må nøjes med 3 par; men der er jo atter en dag i morgen.

 

Ved 19 tiden (7PM) er vi tilbage på campingpladsen.